Fortsæt til indhold

Fortnite sælger for 16,7 mio. kr. om dagen

På trods af at spillet er gratis, omsætter Fortnite for 16,7 mio. kr. om dagen for spiludviklingsfirmaet Epic Games.

Computerspillet Fortnite er i øjeblikket et kæmpe hit blandt de unge. Her handler det om at overleve i et postapokalyptisk samfund fyldt med zombier. Foto: Frank May/AP
Erhverv

51 kr. koster det dig at få adgang til huladansen, så du kan håne din besejrede fjende. Og 128 kr. vil det koste dig at gøre det i et lyserødt bamsekostume.

125 mio. unge som gamle spillere af computerspillet Fortnite bruger til sammen 16,7 mio. kr. om dagen på, at deres spilkarakterer kan lave sejrsdanse og gå rundt i specielle udklædninger.

Fortnite startede ud som mange andre spil, hvor man købte spillet online for 40 dollars. I september besluttede Epic Games at ændre konceptet - i det samme spilunivers - og samtidig gøre spillet gratis.

Indtjeningen skulle nu bestå af mikrotransaktioner fra udstyr til spillernes karakterer. En beslutning, der vandt flere brugere over og startede en eksplosiv vækst for Epic Games og Fortnite.

Bo Kampmann Walther, lektor i medievidenskab på Syddansk Universitet, mener, at der kan være flere grunde til Fortnites succes.

»Markedet har været præget af spilfranchises, som har været nogle forholdsvis store og komplicerede spil. Fortnite har været en kontrast, der forener det afslappede ved, at man kan tage en hurtig bane samtidig med muligheden for at blive ved og ved med at spille,« siger Bo Kampmann Walther.

Omlægningen fra at tage penge for spillet til at udgive et gratis spil spækket med mikrotransaktioner har været en kommerciel succes. Det er samme model som app’en Candy Crush Saga og computerspillet Counter Strike bruger med stor succes.

»Tingene er gratis på overfladen, men når du kommer ind i spillet, er der mange tilkøbsmuligheder. Spillet har steder med hotspots, hvor spilleren får lyst til at benytte sig af de købsmuligheder spillet har til at komme videre eller gøre det lettere.«

»De små transaktioner gør også, at spilleren har tendens til at tænke »pyt, det er jo bare småpenge«, men det er det jo ikke i det lange løb,« siger Bo Walther Kampmann.

Den hurtige og massive tilgang af brugere gør, at SuperData Research forventer, at Epic Games ved udgangen af indeværende år vil have en omsætning på over 2 mia. dollars.

Artiklens emner
Epic Games