Erhverv

Kendismægler solgt - Aldo Petersen bliver formand

Mæglerfirmaet Living Homes skifter hænder.

Aldo Petersen er blevet formand for mæglerfirmaet Living Homes. Foto: Bjørn Marcus Trappaud

En af landets største ejendomsmæglere inden for projektsalg, Living Homes, er blevet solgt.

Køberen er den danske erhvervskvinde Pauline Hüffeldt, der tidligere har været i ejendomsbranchen. Det skriver Ejendomswatch.

Living Homes gør sig primært i luksusboliger i København. I spidsen for mæglerfirmaet står parret Peter Norvig og Hanne Nørrisgaard, der op gennem 00'erne solgte tusindvis af boliger om året og selv købte Danmarks dengang dyreste hus. Og som var tæt på at gå personligt konkurs, da boligmarkedet krakkede.

De er nu frontfigurer i Living Homes, som både får ny ejer og ny ledelse. Finansmanden Aldo Petersen, kendt som et af medlemmerne af den såkaldte milliardærklub, er blevet indsat som formand.

Living Homes har hidtil været ejet af familien til rigmanden og revisoren Carsten Gottschalck. Selskabet er tidligere blevet kritiseret for at stille købere over for uigennemskuelige vilkår.

Living Homes er ikke medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) og behøver dermed ikke leve op til brancheforeningens etik. I 2017 kom mæglerfirmaet ud med et underskud før skat på 110.000 kr.

Det er ikke lykkedes Ejendomswatch at få kommentarer fra hverken Peter Norvig, Hanne Nørrisgaard eller Aldo Petersen.

BRANCHENYT
Læs også