Erhverv
0

Krydstogter har fået øjnene op for provinsen

Byer uden for København oplever vækst i antallet af krydstogtskibe, der lægger til i deres havn.

Turister besøger i højere grad de mindre danske byer end tidligere. Foto: Joachim Ladefoged.

Når de store krydstogtskibe med flere tusinde turister fra verden over ligger for anker i Danmark, er det ikke mere kun København, der får glæde af skibets passagerer.

Mindre byer og dertilhørende havne som Aalborg, Aarhus og Skagen oplever i disse år en vækst i antal besøgende krydstogtskibe. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Størstedelen kommer stadig til København, men Skagen Havn har fra perioden 2016 til 2018 tredoblet sit antal af årlige besøgende krydstogtskibe fra 14 til 45.

I 2017 havde Skagen 33.000 turister på grund af krydstogtskibe, og i indeværende år estimerer de med, at 69.000 turister vil aflægge Skagen et kort visit.

»De fleste ligger kun i 8-10 timer, men det mærkes tydeligt hos alt fra vores attraktioner til vores restauranter og cafeer, når de går på land,« siger Anne Sofie Rønne Jensen.

I Aarhus Havn har de også oplevet et stødt stigende antal anløb af krydstogtskibe. I 2014 havde havnen 11 krydstogtskibe, der lå for anker, imens man i 2018 kommer til at have 41 krydstogtskibe, hvilket er rekord.

»Vi har gjort en indsats hos de rederier, der arrangerer krydstogterne, og derudover kommer det også af, at vi som by har satset på store internationale begivenheder, som måske fanger interessen hos disse krydstogtselskaber,« siger havnedirektør for Aarhus Havn, Jakob Flyvbjerg Christensen.

Professor på Center for Turisme, Innovation og Kultur på Syddansk Universitet Anne-Mette Hjalager køber dog ikke argumentet med, at en vellykket markedsføring fra de pågældende byer har haft en effekt. Derimod er valget faldet på byerne af praktiske og økonomiske hensyn.

»Disse selskaber har en rigid forretningsmodel, hvor det handler mere om, hvor det er praktisk at lægge til havn, og hvor prisen for anløb ved havnen er lav, end det handler om byens seværdigheder,« siger Anne-Mette Hjalager.

Forklaringen fra Danmarks Rejsebureaus Forening er, at det nødvendigvis ikke er de enkeltes destinationers markedsføring, der lokker dem til, men det mere bunder i en stigende global popularitet for krydstogtsbranchen. Det siger Lars Thykier, administrerende direktør for Danmarks Rejsebureaus Forening.

»Man ser i hele verden, at der blivert udvidet ved krydstogtselskaberne. Folk er blevet glade for hybriden mellem afslapning og oplevelse. Et flydende hotel, hvor alt er ordnet for en, samtidig med, at du kan opleve en masse byer. Det tiltaler flere og flere,« siger Lars Thykier.

Også i København har man oplevet et stigning. 463 krydstogtskibe besøgte i 2017 København i forhold til 366 skibe tre år forinden i 2014.

BRANCHENYT
Læs også