Erhverv
0

Historisk kæde af stormagasiner reddet på målstregen

Den 169 år gamle butikskæde House of Fraser bliver overtaget af milliardær. Redningen sker, få dage inden at kæden skulle have begæret sig konkurs.

House of Fraser har 56 stormagasiner fordelt i Storbritannien. Foto: AP/Henry Nicholls

Et af Storbritanniens mest kendte stormagasiner, House of Fraser, er blevet reddet fra kollaps i sidste øjeblik.

Ledelsen af den mere end 150 år gamle butikskæde havde sat den 20. august som deadline for at finde nye investorer eller långivere, der kunne forhindre kædens konkurs.

Nu er House of Fraser blevet købt af sportskæden Sports Direct, der er ejet af milliardæren Mike Ashley. Det skriver The Guardian.

Sports Direct har betalt 90 mio. pund - svarende til 750 mio. kr. - for at overtage samtlige af House of Frasers stormagasiner. Hvad der konkret skal ske med varehuskæden er endnu uvist. Dermed er fremtiden for selskabets 17.000 ansatte også fortsat uvis.

House of Fraser har længe kæmpet for livet efter svigtende salg. For nyligt blev situationen forværret, da en ny potentiel ejer, der skulle have skudt cirka 600 mio. kr. i stormagasinet, trak sig.

Torsdag morgen meddelte House of Fraser så, at man kun havde 10 dage til at finde midler til at sikre den fremtidige drift. Nu er redningsplanen lykkes.

Ifølge The Guardian har Mike Ashley længe haft lyst til at overtage kontrollen med House of Fraser. Han købte 11 pct. af selskabet i 2014. Han ejer også en stor del af House of Frasers rival Debenhams.

House of Fraser blev grundlagt tilbage i 1849 og er dermed en af Storbritanniens gamle klassiske detailkæder med 56 stormagasiner fordelt ud over landet.

Den nye ejer, Sports Direct, er Storbritanniens største forhandler af sportstøj- og udstyr. Den blev grundlagt i 1982 af Mike Ashley og har i dag over 600 butikker på verdensplan.

Mike Ashley har en anslået formue på 24 mia. kr. Han er også kendt for at eje fodboldklubben Newcastle United.

BRANCHENYT
Læs også