Fortsæt til indhold

DLH opjusterer trods stigende omkostninger i andet halvår

Dalhoff Larsen & Horneman (DLH) har lagt oprydningen og krisen bag sig og kan for første halvår præsentere pæn omsætningsvækst og et positivt driftsresultat.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Forventningerne opjusteres hos DLH, men andet halvår vil kun akkurat give overskud på grund af øgede omkostninger til it og en flytning af koncernens aktiviteter til Horsens.

DLH, der distribuerer hårdttræ og træbaserede pladeprodukter, kom ud af første halvår med en omsætning på 173,9 mio. kr. Det var en stigning fra 159,7 mio. kr. i første halvår af 2017.

Driftsresultatet, EBIT, blev næsten ottedoblet til 6,3 mio. kr. fra 0,8 mio. kr., og bundlinjen steg til 10,6 mio. kr. fra et tab på 4,3 mio. kr.

- På baggrund af selskabets flotte resultat det første halvår, samt en stillingtagen til et forventet højere omkostningsniveau i andet halvår 2018, så opjusteres selskabets resultatforventning til en omsætning i niveauet 320-325 mio. kr. og et driftsresultat på 6,5 – 7,0 mio. kr., skriver DLH i regnskabet, der blev offentliggjort sent tirsdag aften.

De højere omkostninger skyldes, at DLH har besluttet at flytte ud af sit salgskontor i Kolding og sit centrallager i Gelsted for at samle aktiviteterne i et nyopført salgs- og logistikcenter i Horsens. Indflytningen ventes at ske den 1. november.

Desuden står selskabet foran en opgradering af it-systemer.

- Begge dele vil påvirke vores omkostninger i andet halvår 2018 samt 2019, men det er vores vurdering, at begge investeringer på sigt vil tilføre DLH væsentlig forretningsmæssig værdi, og er en forudsætning for fortsat vækst og opretholdelse af vores position som markedsleder, skriver DLH i regnskabet.

DLH's tidligere prognose forudså et omsætning på niveau med de omkring 313 mio. kr., der blev solgt for i 2017. Den tidligere forventning til driftsresultatet var i den høje ende af selskabets oprindelige prognose på 3-5 mio. kr.

Artiklens emner
DLH