Erhverv

DHL-stafetten: Over 200.000 danskere løber med i millionforretning

Hvert år bliver der skabt en millionforretning, når mere end 200.000 medarbejdere løber med i verdens største stafetløb.

Medarbejdere fra mere end 3100 virksomheder løber i de kommende uger med i verdens største stafetløb, DHL-stafetten. Foto: Casper Dalhoff

Når den traditionsrige DHL-stafet over de kommende uger løber af stablen, deltager over 200.000 medarbejdere fra tusindvis af virksomheder rundt om i landet.

Men udover blodet i benene sætter firmamotionisterne også en millionforretning i omløb, når de deltager i en af landets DHL-stafetter.

»De seneste mange år har det givet overskud, og alene hos DHL-stafetten i København forventer vi et overskud i år på 3-4 mio. kr. I en periode var vores overskud lige ved at stagnere, men så indførte vi den såkaldte walk, hvor folk kan gå rundt, hvilket var med til at genetablere en vækstbund, « siger Dorte Vibjerg.

Økonomien bag DHL-stafetten
  • Nonprofit stafetløb, hvor overskuddet går til at udbygge idrætsfaciliteter og events.
  • Hovedsponsorer er DHL og Salling Group.
  • DHL-stafetten foregår i fem byer, men stafetternes omsætning, overskud og investeringer er uafhængige af hinanden.

Hun er direktør i Sparta Løb, der står bag landets største og ældste DHL-stafet i København.

DHL-stafetten løb første gang af stablen i 1981. I dag, 38 år senere, har den bredt sig til både Aalborg, Aarhus, Aabenraa og Odense. Løbet er nonprofit, og alt overskud bliver derfor investeret i idrætsfaciliteter og events.

Alene DHL-stafetten i København har gennem årerne sørget for at skyde 40-50 mio. kr. ind i idrætten.

Det er transport- og logistikfirmaet DHL, der sammen med Salling Group er hovedsponsorer i alle fem byer hvert år. Men på trods af stafettens fælles hovedsponsorer finder man ikke noget samlet excelark over, hvor meget omsætning og overskud verdens største stafetløb egentlig genererer.

DHL, der også lægger navn til stafetten, vil ikke oplyse, hvor meget selskabet poster i stafetløbet, men fastholder, at det er en god forretning.

»Vi får jo en massiv eksponering. Men allerede før, under og efter er DHL-stafetten et stort samtaleemne ude i virksomhederne, hvor vi er med til at sætte sundhed og fællesskab på dagsordenen,« siger presseansvarlig hos DHL, Susanne Katja Kristensen.

Hos DHL-stafetten i Aalborg blev der i 2017 omsat for 2,3 mio. kr. med et overskud på 1,4 mio. kr. Man forventer et lignende overskud igen i år.

Stafetten i København forventer et overskud på 3-4 mio. kr., hvilket er mindre end tidligere. Det skyldes, at stafetten er nødt til at genetablere arealer, som har været ramt af tørken.

Det har ikke været muligt at få tal fra de resterende byer.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også