Kosmetikfirma var tæt på at knække nakken
Det var et dyrt bekendtskab at udlicitere distributionen hos Tromborg. Nu står virksomheden selv for den - og det betyder fremgang på bundlinjen.
Store problemer med distributionen har tynget Tromborg, der producerer og sælger økologisk makeup, cremer og andre skønhedsprodukter.
Det har presset virksomheden i nogle år - men efter at have taget distributionen hjem igen er der sket noget på bundlinjen.
Overskuddet sprang i vejret med 350 pct. fra 2016 til 2017. Og sidste år lød det på 4,3 mio. kr. mod knap 1 mio. kr. i 2016.
»Her nu kan man jo godt sige, at der er gyseligt, at vi ikke gjorde det med det samme, da vi fandt ud af, at det ikke virkede at få nogen til at stå for distributionen og markedsføringen af vores varer i udlandet. Det havde taget tid at slippe området - men på et eller andet tidspunkt, når man som virksomhed vokser sig større, så bliver man enten nødt til at udvide eller lade andre gøre tingene for én,« siger Marianne Tromborg, der direktør og medstifter af Tromborg.
Helt konkret overtog Tromborg i andet halvår 2017 distributionen af produkter i Danmark, og samtidig blev kontakten til udenlandske distributører også håndteret af virksomheden selv. Det betød, at der blev ansat lidt flere i selskabet til netop at tage sig af de dele. Antallet af ansatte er steget til 14 sidste år mod 8 året før.
Inden distributøren blev valgt til, var der blevet lagt en forretningsplan for at nå ud i de øvrige nordiske lande. Det kom bare ikke til at ske, som det var planlagt.
»Det lød så forjættende at få nogen til at gøre det for os. Men det vi blev lovet, holdt bare ikke stik. Det endte med, at vi ikke havde en distributør, men det fungerede som et dyrt pakkecenter, da markedsføringen og annoncerne udeblev,« siger Marianne Tromborg.
»Nu er der kun en vej, og det er frem. Det nytter ikke at dvæle over, hvad vi kunne have gjort,« siger hun.
Hos Tromborg udvikler man selv produkterne, der alle er økologiske. Det sker på en fabrik ved Billund, hvor Marianne Tromborgs mand, Tim Schyberg, der er biokemiker, går og rører i krukker for at finde frem til nye produkter.
»Han sidder og putter 45 aktive ingredienser i krukker. Vi har lang pipeline af nye produkter. Men vi sætter ikke altid en specifik dato på, hvornår de kommer som mange af de store i branchen gør som eksempelvis Estée Lauder. Og når Tim finder et vanvittigt mos i Skotland, der kan konservere, så rykker vi her og nu,« fortæller Tromborgs direktør.
Fordelen ved at være en lille nicheforretning er blandt andet, at kommandovejene er korte, og at vi derfor kan arbejde hurtigt og rykke nu og her. Vi behøver ikke spørge om lov, forklarer hun.
Tromborg er størst i Danmark, men trods den forholdsvis lille virksomhed har den fortsat vokseværk.
»Vi får forespørgsler fra hele verden hele tiden, og det kunne da også være flatterende at komme ind i butikken og kunne skrive, at vi er i 53 lande. Men risikoen er, at vi ryger efter tre måneder, fordi et nyt mærke kommer ind.«
»Lige nu er vi i gang med at åbne i Mellemøsten,« siger direktøren.
På baggrund af de tiltag, der blev i værk sidste år - herunder en øget fokusering på eksport samt en fortsat optimering af salg og synlighed - venter Tromborgs ledelse både en stigende omsætning og indtjening for 2018.
(Ritzau Finans)


