Kim Rand åbnede en computerbutik i 1996: Nu omsætter han for en halv milliard
Flere og flere danskere køber varer på nettet. Det nyder Kim Rands butik godt af.
Da den lille by Haslev sydvest for København manglede en computerforretning, så tjeneren Kim Rand en mulighed.
To årtier senere står han bag det succesfulde firma Computersalg.dk, der i seneste regnskabsår omsatte for næsten en halv mia. kr. og tjente knap 5 mio. kr. efter skat.
Kim Rand har således skabt en af de mest populære netbutikker inden for it og elektronik.
»Vi har cirka 1 mio. varenumre, og varelageret har en værdi på godt 20 mio. kr. For to år siden var resultatet ikke så godt, men man skal tage i betragtning, at vi byggede ud for at få plads til alle ordrerne. Nye lokaler, en lagerhal på 1.300 kvm., og nu udvider vi snart med en ny lagerhal,« siger stifter og ejer Kim Rand.
I 1996 mente hans kammerat, at der manglede en computerbutik i Haslev. Det fik den dengang 23-årige sjællænder til at springe ud som selvstændig. En tilværelse, der skulle køre parallelt med et fuldtidsjob som tjener.
I dag har Computersalg.dk 46 ansatte, som tager imod kundernes bestillinger af alt fra Apple iPads til Oral B eltandbørster. Alt salget foregår online og i selskabets butik ved hovedkontoret i Borup.
»Vi er heldige, at vi har så bredt et sortiment. Selvom den danske sommer resulterede i, at vi ikke solgte så meget it-udstyr, har vi solgt en masse ventilatorer i stedet. Vi har altid noget at give af,« siger Kim Rand.
Computersalg.dk nyder godt af, at danskerne handler på nettet som aldrig før. I første halvår af 2018 foretog danskerne samlet 94 mio. handler i netbutikker til en værdi af 63,6 mia. kr., viser nye tal fra FDIH. Det var en stigning på knap 12 pct. sammenholdt med første halvår i 2017.
I indeværende regnskabsår forventer Computersalg.dk at omsætte for over en halv mia. kr. Lige nu forsyner Computersalg.dk også Sverige med forbrugerelektronik, og ambitionen er at udvide onlinesalget til resten af Norden og Tyskland.
Han ejer størstedelen af virksomheden, mens Jens Thøgersen har en mindre ejerandel.


