Erhverv
0

Investorer til tøvende børselite: Køb egne aktier og stop brandudsalg

Alt for mange topchefer, finansdirektører og bestyrelsesmedlemmer har meget få, eller i nogle tilfælde ingen, frie midler investeret i de selskaber, de selv er med til at lede. Det er problematisk, lyder det fra flere kanter.

Aktiecheferne hos de store pensionskasser og finanshuse holder godt øje med, om ledelserne i de børsnoterede selskaber sætter deres private midler på spil i selskabets aktie. Foto: Finn Frandsen

Hvis du er med i den øverste ledelse i et børsnoteret selskab og vil imponere investorerne, så bør du købe en ordentlig bunke aktier for egne penge i virksomheden frem for et nyt sommerhus, en lejlighed til børnene eller en investering i et ejendomsprojekt med vennerne.

»Der er ingen tvivl om, at vi bedst kan lide, når ledelsen har hånden på kogepladen,« siger Claus Wiinblad, aktiechef i ATP.

I finanshuset ABG Sundal Collier har aktiechef Tue Østergaard sammen med sin analyseafdeling for nylig lavet en større undersøgelse af, i hvor høj grad topchefen, finansdirektøren og bestyrelsen har hånden på kogepladen.

Den viser, at dansk erhvervsliv er spækket med personer, som ikke investerer i den virksomhed, de selv er med til at lede.

»Vi undrer os over, at så relativt mange ledende medarbejdere, særligt bestyrelsesmedlemmer, ejer ingen eller meget få aktier i de selskaber, de er med til at lede. De misser en mulighed for at sende et signal,« siger Tue Østergaard.

Grundlæggende investerer jeg for at få et afkast. Derfor er der da også god grund til at blive bekymret, hvis den øverste ledelse i et selskab ikke gør det.

Frank Gad, adm. direktør i SP Group

Hos PKA skeler investeringsdirektør Michael Nellemann Pedersen til kapitalfondsverdenen.

»Vi ser gerne, at selskabers topledelse investerer egne penge. Vi investerer f.eks. også ganske meget i kapitalfonde, og her er det helt normalt, at partnerne investerer egne midler i fondene,« siger han.

Det er et synspunkt, der deles bredt i investorkredse, selv om flere ikke ønsker at sige det offentligt.

»Vi bliver ekstra interesserede, når vi kan se, at ledelsen har et betydeligt antal aktier. Med samme logik kan det være en show stopper, når aktiebeholdningen er vældig tynd, eller de for nylig har solgt store aktiebeholdninger,« siger Knut Gezelius, chefforvalter i Skagen Fondene.

I SP Group er adm. direktør Frank Gad gået mod strømmen og har investeret massive beløb de sidste 14 år i den virksomhed, han leder. Endda også for lånte penge. I 2009 kostede en aktie 9 kr. I dag koster den knap 233 kr.

»Grundlæggende investerer jeg for at få et afkast. Derfor er der da også god grund til at blive bekymret, hvis den øverste ledelse i et selskab ikke gør det,« siger Frank Gad, der ifølge den seneste opgørelse på SP Groups hjemmeside har aktier i selskabet for omkring 90 mio. kr.

Der kan ikke være to meninger om, hvilket signal det sender, når f.eks. en adm. direktør sælger en stor portion aktier.

Tue Østergaard, aktiechef i ABG Sundal Collier

Alarmklokkerne bimler for alvor, når ledelsen holder brandudsalg.

»Der kan ikke være to meninger om, hvilket signal det sender, når f.eks. en adm. direktør sælger en stor portion aktier. Det er noget, der fylder hos investorerne, og det bliver ikke opfattet positivt. Selvfølgelig er de af og til tvunget til det, fordi de skal betale noget skat, men det kan aldrig forklare de store aktieudsalg,« siger Tue Østergaard.

De tydeligste eksempler på nylige brandudsalg var, da direktørerne Anders Gersel Pedersen og Anders Götzsche fra maj til november i 2017 solgte Lundbeck-aktier for 325 mio. kr. og i den sammenhæng scorede en fortjeneste på ca. 200 mio. kr.

Senest har Ambu-formand Jens Bager solgt mere end halvdelen af sine aktier i selskabet for knap 62 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også