Fortsæt til indhold

Ejer deres egen ø: Rigt dansk ægtepar i milliontab

Overskuddet er de senere år styrtdykket hos den velhavende Birkerod Madsen-familie. Svære vilkår i minkbranchen presser familiens selskaber.

Øen Egholm i Storebælt blev i januar 2017 solgt til ægteparret Hanne Birkerod Madsen og Jens Jørgen Madsen, der er blevet rige på salg af udstyr til pelsavl. Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Erhverv

Når prisen på minkskind er lav, gør det ondt på familien Birkerod Madsen, der er blandt landets rigeste.

Efter flere år med store overskud tabte familien i seneste regnskabsår 5 mio. kr. Det viser et nyt regnskab fra familiens holdingselskab, HSN Holding.

Familien Birkerod Madsen består af ægteparret Jens Jørgen Madsen og Hanne Birkerod Madsen samt børnene Nikolaj og Sofie. Familien er bedst kendt for at eje Hedensted Gruppen, der er verdens største leverandør af udstyr til minkavlere.

Virksomheden har tidligere været en gylden forretning, men de senere år er indtjeningen skrumpet voldsomt. Det skyldes bl.a. faldende priser på minkskind.

Ifølge auktionshuset Kopenhagen Fur, der er verdens største på auktionsmarkedet for pelsskind, er den gennemsnitlige pris for hvert produceret minkskind i Danmark faldet fra 612 kr. i 2013 til 259 kr. i 2017.

Så er det ikke rentabelt at være dansk minkavler, da man som hovedregel skal have 300 kr. pr. skind for at gå i nul. Det rammer øjeblikkeligt Hedensted Gruppen, fordi mange minkavlere er nødt til at tilpasse produktionen.

Familien Birkerod Madsen er gennem sit holdingselskab også medejer af en række andre selskaber og investerer derudover i værdipapirer. Lægger man alle familiens aktiviteter sammen, kom den altså ud af regnskabsåret 2017/2018 med et underskud på 5 mio. kr.

Udover virksomhedsejere kan Madsen-ægteparret i øvrigt kalde sig for indehavere af deres egen danske ø.

I januar sidste år kom det frem, at Hanne Birkerod Madsen og Jens Jørgen Madsen havde købt den idylliske ø Egholm i Storebælt for 21 mio. kr.

Med i prisen fik ægteparret 102 hektar, en hovedbygning på 626 kvadratmeter, flere driftsbygninger, tre sommerhuse tæt på havet og et rigt dyreliv at kigge på.

Selvom Birkerod Madsen-familien kom ud af seneste regnskabsår med underskud, er der masser af kapital på kistebunden. Egenkapitalen i HSN Holding er på 375 mio. kr. I Hanne Birkerod Madsen og Jens Jørgen Madsens eget selskab, HJH Holding, står der 248 mio. kr.

Og så har børnene Nikolaj og Sofie Birkerod Madsen hver 71 mio. kr. i deres private selskaber.

Artiklens emner