Kæmpe svineproducent har hul i kassen
AC Farming, der driver en af landets allerstørste svineproduktioner, har ikke råd til at færdiggøre byggeri. Der mangler penge i kassen, siger direktør og medejer.
En af Danmarks største svineproducenter, AC Farming, er kommet i økonomisk modvind. Det skriver Landbrugsavisen.
AC Farming, der bl.a. er ejet af rigmanden Jan Daugaard Pedersen, måtte i sidste uge standse betalingerne til et byggefirma, der er i gang med at opføre en ny, stor svinestald. Først lød forklaringen, at der var uenighed om prisen. Men siden har direktør og medejer Jan Rodenberg bekræftet, at AC Farming er i pengeproblemer.
»Når vi ikke betaler vores regninger, er der rigtigt mange, der bliver nervøse, fordi landbruget er en kæmpe katalysator i dansk økonomi,« skriver Jan Rodenberg i en kommentar til Landbrugsavisen.
Han tilføjer, at dansk landbrug pt. er »likviditetspresset,« og at foder derfor er »vigtigere end nye stalde.«
»Vi glæder os til at få lavet det (byggeriet, red.) færdigt, når der igen kommer penge i kassen,« skriver Jan Rodenberg.
AC Farming ejer en lang række ejendomme i Sønderjylland og Midtjylland og driver en af landets allerstørste svineproduktioner med 8.300 søer og en produktion på over 250.000 smågrise, som eksporteres.
Ejerkredsen består af Jan Daugaard Pedersen, der har tjent sin formue i byggebranchen, samt landmændene Jan Rodenberg og Jonas Juhl.
Uroen omkring AC Farmings økonomi har ifølge Landbrugsavisen skabt bekymring hos en række af de producenter og leverandører, som har penge til gode hos AC Farming. Torsdag forlod bestyrelsesformand Malthe Holst AC Farming.
I det seneste regnskabsår havde AC Farming et overskud efter skat på 17 mio. kr. og en egenkapital på 33 mio. kr. Men lave svinepriser på verdensplan er i øjeblikket med til at presse de danske svineproducenter - og altså angiveligt også AC Farming.
For nyligt opdaterede brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, L&F, prognosen for de kommende kvartalers svinekødsnotering, og der er tale om tal, som vil give nervøse trækninger på både landbrugsbedrifterne og i bankerne.
I indeværende kvartal er den forventede notering justeret ned med 1. kr. pr. kilo til 8,50 kr. De følgende tre kvartaler er den forventede notering justeret ned med 50 øre til 8,25, 8,00 og 8,75 kr.
Så lave svinekødspriser vil efterlade langt de fleste danske svineproducenter med dundrende underskud.