Ford i store problemer: Planlægger at skille sig af med 24.000 medarbejdere og flere kendte modeller
Den amerikanske bilproducent Ford er i store problemer. Bilgiganten har planer om en større nedskæringsrunde, der kan koste op mod 24.000 job og flere velkendte modeller.
Fremover må bilkøbere formentlig undvære flere velkendte Ford-modeller, når de går på jagt efter den nye familiebil.
Den amerikanske bilproducent Ford Motor Co. planlægger nemlig at tage flere kendte modeller ud af produktion og reducere i antallet af ansatte. Det skriver Reuters på baggrund af The Times.
Den amerikanske bilkæmpe er i store problemer på det europæiske marked, hvor den i løbet af de seneste måneder har tabt millioner og været ramt af et svigtende salg - især på dieselbiler.
De velkendte modeller, som formentlig fremover ikke vil være at finde hos bilforhandlerne, er ifølge den britiske avis den populære Galaxy og S-Max. Modellerne kan blive taget ud af produktion allerede i 2020. Ifølge The Times skulle den ikoniske Mondeo også være på ud, men det har Ford selv senere afkræftet ifølge Ritzau. Tværtimod vil Mondeoen få et facelift og blive opgraderet.
Analytikere fra Morgan Stanley forudser en større nedskæringsrunde hos Ford, hvor op mod 12 pct. af firmaets 202.000 ansatte risikerer at miste jobbet.
Bilproducentens direktør, Jim Hackett, offentliggjorde tidligere på året virksomhedens planer om at bruge 70 mia. kr. på omstruktureringer i de europæiske afdelinger. Hovedsagligt er det også her, at de mere end 24.000 afskedigelser vil ramme.
Ford har fra april i år og frem til juni tabt omkring 470 mio. kr. på netop det europæiske marked.
Storbritannien er Fords største marked, og ifølge The Times står virksomheden overfor yderligere udfordringer som konsekvens af landets farvel til EU.
Udover Storbritannien har bilproducenten også store produktionsanlæg i Tyskland og Spanien.
Ifølge The Times vil den planlagte omstrukturering koste bilproducenten omkring 11 mia. dollars, og den vil altså formentligt både reducere antallet af medarbejdere og skære i produktionen af flere modeller til fordel for et større fokus på de mere lukrative modeller.
Et dårligt halvårsregnskab og usikkerhed om Jim Hacketts vision for selskabet resulterede allerede i juli i en kraftig nedtur i Fords aktiekurs.
På to måneder er bilgigantens aktie faldet med 15 pct.


