Erhverv

Putin vil have stenrige oligarker til at pumpe 760 mia. kroner ind i den russiske økonomi

Den russiske præsident Vladimir Putin vil forsøge at få landets største virksomheder til at øge investeringerne frem mod 2024 i et forsøg på at sparke liv i den russiske økonomi.

Arkivfoto: Bloomberg photo/Andrey Rudakov.

Milliardinvesteringer fra de største russiske virksomheder - og ikke mindst de stenrige oligarker, der hiver i trådene i store dele af russisk erhvervsliv - skal fremover være med til at puste liv i Ruslands økonomi.

I hvert fald hvis det står til landets præsident Vladimir Putin.

I stedet for at brandbeskatte en af landets største industrier, som Kreml ellers overvejede for få uger siden, forsøger præsident Putin nu at få de russiske oligarker til at skrue op for investeringerne i deres virksomheder i et forsøg på at sætte skub i økonomien.

Konkret sigter Vladimir Putin efter at få russisk erhvervsliv til at øge investeringsniveauet med 120 mia. dollars, svarende til over 760 mia. danske kroner, frem mod udgangen af 2024, hvor Putins valgperiode slutter.

Det skriver erhvervsmediet Bloomberg.

Målet er at øge de samlede investeringer til et niveau, der svarer til ca. 25 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). Sidste år lå investeringsniveauet i Rusland på 21,7 pct. af BNP, viser tal fra Verdensbanken.

Hvordan regeringen i Kreml konkret vil lokke rublerne op af lommen på det russiske erhvervsliv, står endnu ikke klart.

Ifølge Bloomberg er forskellige former for offentligt-privat samarbejde på skitseblokken, ligesom forskellige skattefordele eller fradrag også står højt på det russiske erhvervslivs ønskeliste.

I hvert fald er det en helt anden tilgang fra Putins side end for blot få uger siden.

Her skabte den russiske regering alvorlige panderynker hos landets erhvervsliv ved at foreslå en skat rettet mod landets store metal- og mineindustri, hvor en række af Ruslands rige mænd sidder tungt på industrien.

Skatten var udset til at indbringe den russiske statskasse næsten 7,5 mia. dollars om året, hvilket svarer til næsten 50 mia. danske kroner, men tilsyneladende fik den russiske regering kolde fødder. Forslaget blev i hvert fald hurtigt taget af bordet igen.

»Sammen med mine kolleger fra de andre ministerier er vi nået til enighed om, at det er upassende at indføre skatten lige nu,« lød det dengang fra den russiske industriminister Denis Manturov.

Læs også
Top job