Erhverv
0

Moderigmand skyder nye millioner i takeaway-kæde

Homemate driver 10 butikker i og omkring København. Nu skal det digitale salg styrkes.

Homemates første butik åbnede i 2015. Nu driver virksomheden 10 butikker i og omkring København. Foto: Homemate

Takeaway-kæden Homemate har fået ny kapital til at vokse sig endnu større.

I første kvartal fik kæden 5 mio. kr. fra sin ejerkreds, og nu er en ny kapitalindsprøjtning på 8 mio. netop blevet gennemført.

I den forbindelse er moderigmanden Niels Martinsens ejerandel øget betragteligt, så han nu er Homemates største aktionær med mellem 25 og 33,33 pct. af virksomhedens anparter.

Niels Martinsen har opbygget sin formue på modekoncernen IC Group, som han grundlagde.

Ifølge Homemates adm. direktør og medstifter, amerikanske Eric-Alan Rapp, skal den nye kapital primært bruges til virksomhedens nylancerede koncept ”Ugekassen”. Det går i sin enkelthed ud på, at man som forbruger får leveret en måltidskasse hver uge med mad til to dage. Alt forarbejdet er gjort, og maden skal blot opvarmes i ovnen.

»Vi har fået en rigtig god begyndelse på konceptet, som vi ser et stort potentiale i. Det potentiale kan den nye kapital hjælpe med at indfri,« siger Eric-Alan Rapp.

For blot tre år siden havde Homemate kun én butik i København. Nu er antallet af butikker vokset til 10 i og omkring hovedstaden, og det antal ser Eric-Alan Rapp som fint på nuværende tidspunkt.

»Lige nu fokuserer vi på at få vores digitale forretning til at vokse. Vi ser rigtigt store synergieffekter mellem vores digitale salg og de fysiske butikker,« siger han.

Homemate tilbyder sine kunder såkaldt convenience food. Det er nem kvalitetsmad, som hurtigt kan opvarmes i hjemmet.

Konceptet blev udtænkt af Eric-Alan Rapp sammen med to venner, mens de spiste en god middag for nogle år siden.

»Vi havde en diskussion om kvaliteten på maden i Danmark. Vi fandt særligt den færdiglavede mad i supermarkederne for dårlig. Vi undrede os over, hvorfor det ikke var muligt at få færdiglavet mad af god kvalitet. Det var sådan, det begyndte,« sagde Eric-Alan Rapp til Finans i september 2017.

Det første overskud i Homemate lader dog endnu vente på sig. I virksomhedens tre første regnskabsår er det blevet til et samlet underskud efter skat på 30,5 mio. kr.

Senest blev det i 2017 til et tab på over 20 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også