Den 28-årige brite Stephanie Alys har fingeren på vibratoren og står bag millionforretningen MysteryVibe, der skal hjælpe kvinder med at få uforløste nydelser indfriet.
Ifølge Archives of Sexual Behaviour opnår 95 pct. af mændene en orgasme under sex, mens det kun gælder 65 pct. af kvinderne. Og det var netop den uligevægtige statistik, som fik den unge britiske iværksætter til at stifte sextech-virksomheden MysteryVibe tilbage i 2014.
Men det har ikke været uden udfordringer at skabe en millionforretning på det, som de fleste mennesker knap nok kan få over læberne.
»Når du starter en forretning, er det hårdt. Der er så mange forhindringer, som man er nødt til at komme igennem. Men når du starter en virksomhed inden for seksualitet eller nydelse, er de barrierer bare lige det højere,« siger Stephanie Alys til BBC News.
Hun arbejder for at anvende den nyeste teknologi til at designe luksusplejeprodukter, som kan skabe nydelse hos både kvinder og mænd. Det er særligt virksomhedens flagship, der er blevet populær - en luksusvibrator, som bliver solgt til kunder i 57 lande.
Stephanie Alys’ evne til at skabe nydelse gennem den nyeste teknologi har netop fået en jury til at kåre hende til årets Veuve Clicquot Business Woman, som gives til inspirerende kvinder over 20 år, der skaber succesrige virksomheder.
»At finde finansiering er en udfordring for alle nystartede virksomheder, men når det kommer til sex, er det ikke sikkert, at det rigtige for dig er at finde store professionelle investorer. For desværre har nogle af dem klausuler i deres kontrakter, der siger, ingen sex, ingen stoffer og ingen gambling. For os har det virket at snakke med en masse indflydelsesrige personer, som investerer i startups,« forklarer Stephanie Alys til BBC News.
Sidste år rejste MysteryVibe en investering på 9,6 mio. kr, og i alt har virksomheden opnået en kapital på over 26 mio. kr.
På nuværende tidspunkt er den værdisat til 83 mio. kr.