Erhverv

Kaffekæde sætter udlandsdrøm i bero: »Jeg skal lige trække vejret«

Riccos havde planer om at indtage storbyer som Barcelona, Paris og Hamborg. Planerne er nu sat på standby.

Ricco Sørensen har haft travlt den seneste tid, og derfor sætter han nu sin udlandsdrøm på pause. Foto: Anders Birch

Kaffekæden Riccos er i de seneste år vokset voldsomt i Danmark. Samtidig har kæden haft ambitioner og planer om at indtage storbyer som Barcelona, Paris og Hamborg.

De planer er dog foreløbigt sat i bero.

Det fortæller Ricco Sørensen, der er stifter af og direktør i kaffekæden.

»Der har været fart på de seneste år. Jeg skal lige trække vejret, for det er gået stærkt. Der ligger mange opgaver på mine skuldre, og det har gjort, at jeg ikke har haft tid til at skabe den base, der gør os klar til udlandet,« siger han til Finans.

Ricco Sørensen forklarer, at kaffekædens økonomi og engrossalg skal styrkes, inden et udlandseventyr kan komme på tale.

»Det skal ikke være sådan, at min ejerandel bliver udvandet, fordi vi skal have tilført kapital for at komme til udlandet. Det scenarie vil jeg ikke ud i,« siger han.

Han åbnede sin første kaffebar i 2001 og lukkede i januar 2017 finansmanden Christian Dyvig ind i ejerkredsen. Sammen luftede de drømmen om at føre den hippe kaffekæde til udlandet.

Som Finans kunne fortælle torsdag, har de to netop fået følgeskab i ejerkredsen af den tidligere Matas-topchef Terje List.

Han skal især hjælpe med at få engrosssalget op at køre, fortalte Ricco Sørensen i den forbindelse.

Riccos består i øjeblikket af 17 kaffebarer i Danmark. Selvom der ikke lige nu skal åbnes kaffebarer i udlandet, er det planen at åbne flere i Danmark.

Indtil Christian Dyvig blev en del af ejerkredsen, blev Riccos drevet som et enkeltmandsfirma. Nu er det et anpartsselskab, og regnskabet for 2017 var virksomhedens første offentlige af slagsen.

Regnskabet viste et underskud på 3,2 mio. kr. efter skat, og det gjorde egenkapitalen negativ med 1,1 mio. kr.

For at sikre driften konverterede Christian Dyvig 2,8 mio. kr. af kaffekædens gæld til egenkapital.

Læs også
Top job