Erhverv
BREAKING
0

Karen Hækkerup stopper som direktør i Landbrug & Fødevarer

Karen Hækkerup stopper som direktør for Landbrug & Fødevarer. Hun vil bruge mere tid på familien.

Karen Hækkerup stopper efter fire år som direktør for Landbrug & Fødevarer. Foto: Sif Meincke

Karen Hækkerup stopper som direktør for Landbrug & Fødevarer efter fire år på posten.

Hun har ikke et nyt job på hånden, men ønsker at bruge mere tid på sin familie efter en årrække med tunge poster som først folketingspolitiker, siden minister og senest direktør for landbrugets interesseorganisation.

- Nu er tiden kommet, til at jeg vil prioritere min familie. Jeg vil give mig god tid til at finde ud af, hvad det næste skridt i min karriere skal være, siger Karen Hækkerup i en pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer.

Blå bog

Karen Hækkerup stopper ved udgangen af september som direktør for Landbrug & Fødevarer efter fire år i spidsen af organisationen.

Hun har endnu ikke et nyt job på hånden, men vil fremover bruge mere tid på familien.

  • Navn: Karen Angelo Hækkerup.
  • Alder: 44 år.
  • Fødested: Hillerød, opvokset i Odense.
  • Familie: Gift med tidligere folketingsmedlem Ole Hækkerup (S). Sammen har de børnene Mads, født i 2000, Ellen, født i 2002, og Kirstine, født i 2007. Bor i Dragør.

Uddannelse:

  • 1995-2000: Bachelor og overbygning i statskundskab på Københavns Universitet.
  • 2010: Cand.scient.pol. på Københavns Universitet.

Karriere:

  • 1998-2005: Socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
  • 2004: Karen Hækkerup stillede op til at blive Socialdemokraternes kandidat til posten som overborgmester i København efter Jens Kramer Mikkelsen, men tabte afstemningen til Ritt Bjerregaard.
  • 2005: Valgt til Folketinget første gang i Københavns Amtskreds.
  • 2005-2007: Socialdemokraternes forbrugerpolitiske ordfører.
  • 2007-2011: Retspolitisk ordfører for Socialdemokraterne.
  • 2011-august 2013: Social- og integrationsminister.
  • August 2013 - december 2013: Fødevareminister.
  • December 2013 - oktober 2014: Justitsminister.
  • 2014-2018: Direktør for Landbrug & Fødevarer.

Kilder: Folketinget og Landbrug & Fødevarer.

Hun blev ansat som direktør for Landbrug & Fødevarer i 2014, hvor hun samtidig stoppede som justitsminister i den daværende SR-regering og forlod Folketinget.

Karen Hækkerup understreger, at det ikke har været en let beslutning at stoppe.

- Jeg har prøvet at tage springet før. Det gjorde jeg, da jeg forlod politik. Nu går jeg fra et absolut topjob.

- Men som da jeg gik ud af politik, var der noget andet, jeg virkelig havde lyst til. Det er der også nu, hvor jeg har brug for at hellige mig min familie, siger Karen Hækkerup.

44-årige Karen Hækkerup er gift med forhenværende folketingspolitiker Ole Hækkerup og har tre børn, hvoraf den ældste er 18 år.

Foto af opslag fra Facebook

Landbrug & Fødevarer ærgrer sig over opsigelsen fra Hækkerup, som bliver rost for sin indsats som landbrugets talerør.

- Karen Hækkerup har været en stærk repræsentant for landbruget og fødevareerhvervet.

- Det har været en styrke for vores organisation og medlemmer, at det er Karen Hækkerup, der har været vores direktør, siger Martin Merrild, der er formand for Landbrug & Fødevarer.

Karen Hækkerup har sidste dag i Landbrug & Fødevarer ved udgangen af september.

Landbrug & Fødevarer starter nu jagten på en ny direktør, men frem til en afløser er fundet, vil viceadministrerende direktør Anne Lawaetz Arhnung passe posten.

BRANCHENYT
Læs også