Erhverv
0

Ikke tid til snak: Trump insisterer på straftold trods forhandling med Kina

Mens topembedsmænd i den amerikanske regering forsøger at forhandle sig ud af den store handelskrig med Kina, insisterer Donald Trump på at sætte straftold på 200 mia. dollars i værk.

USA's præsident Donald Trump. presser på for at indføre straftold på varer fra Kina, mens hans øverste embedsfolk forsøger at åbne nye forhandlinger. Foto: Evan Vucci/AP

Der arbejdes fortsat ihærdigt i den amerikanske administration for at forhindre udbruddet af de store handelskrig mellem USA og Kina.

Men Donald Trump vil øjensynligt ikke vente på samtalerne.

Nyhedsbureauet Bloomberg skriver, at Trump har bedt sine folk om at gå videre med implementeringen af straftold på varer fra Kina til en værdi af omkring 200 mia. dollars eller omkring 1.200 mia. kr. Straftolden vil være på op til 25 pct. på udvalgte varer.

Kineserne har svaret igen med toldsatser af nogenlunde samme størrelse og har erklæret, at de agter at fortsætte den noget-for-noget strategi.

Amerikanerne har ellers rakt ud efter kineserne i de seneste dage for at undgå, at straftolden bliver effektueret. Den amerikanske handelsminister Steve Mnuchin tog initiativ til en dialog med den kinesiske vicepremierminister Liu He, og kineserne accepterede en invitiation til et møde.

Udsigten til, at handelskrigen mellem de to supermagter måske blev forhindret, fik fredag de amerikanske aktier til at stige.

Men det vendte til minusser efter at det kom frem, at Trump insisterede på at fortsætte arbejdet med toldsatserne.

Samtidig tweetede Trump torsdag, at han var den overlegne part i handelsstriden med Beijing, og at han ikke følte noget pres for at løse striden.

Den amerikanske præsident har truet med en tredje runde af straftold, der omfatter varer for yderligere 267 mia. dollars. Men ifølge Bloombergs kilder bliver det stadig sværere at finde varer, man kan belægge med straftold, uden at det rammer den amerikanske forbruger for direkte.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også