Islandske Wow Air flyver mod børsen
Luftfartsselskabet Wow Air satser på børsnotering inden for halvandet år.
/ritzau/FINANS
Det islandske luftfartsselskab Wow Air har sat kursen mod en børsnotering inden for de kommende 18 måneder, hvis det går som den adm. direktør og ejer Skuli Mogensen spår.
Skuli Mogensen, der etablerede luftfartsselskabet i 2011, regner med at kunne rejse mellem 200 og 300 mio. dollar, når han skiller sig af med mindre end halvdelen af Wow, skriver Financial Times.
Det islandske selskab, der har slået sig op på billige flyrejser til USA via den islandske hub, har haft et par vanskelige år med underskud før skat på 27,5 mio. dollar i 2017 - og et ventet tab i år på 6 mio. dollar.


