Erhverv
0

Hash-øl: Foreløbig bliver du ikke skæv af en Carlsberg

Flere store bryggerier er begyndt at købe op i cannabis og marihuana producenter - hos Carlsberg ser man lige tiden an.

Carlsberg har ingen øjeblikkelige planer om at brygge en drik, der indeholder cannabis eller marihuana, men det kan komme. Her er en tilhænger af fri marihuana fra en tidligere demonstration i Tyskland for legalisering af den grønne plante. Foto: AP/Britta Pedersen

Der kommer til at gå noget tid, inden Carlsberg hopper med på den seneste modedille med at putte cannabis eller marihuana i deres øl eller andre drikkevarer.

Bryggeriets konkurrenter som Corona og Molson Coors har ellers allerede enten købt sig til eller startet et samarbejde med canadiske marihuana producenter. Og Guinness er i forhandlinger med tre producenter, skriver Bloomberg.

»Vi følger udviklingen tæt. Det er, som vi tidligere har sagt, ikke højt på dagsordenen, og vores fokus er på at brygge god øl og sikre, at de er så bæredygtige som muligt,« siger informationschef Kasper Elbjørn fra Carlsberg.

Carlsbergs konkurrenter undersøger muligheden for at tilføre nogle af stofferne fra cannabis eller marihuana til deres øl eller nye drikkevarianter. På samme måde som Coca-Cola er på vej med.

I sidste måned lancerede Heinekens mikrobryggeri Lagunitas en alkoholfri drik, der var tilført THC, som er den aktive ingrediens i marihuana.

Men så langt er Carlsberg ikke endnu.

»Jeg kan bestemt ikke udelukke, at Carlsberg på et tidspunkt beslutter, at det er et område, vi ikke kan stå udenfor, men det er for tidligt at konkludere noget endnu,« siger Kasper Elbjørn.

BRANCHENYT
Læs også