Wall Street Journal om Danske Bank-sag: "Skandale af enorme proportioner"
Omfanget af den i forvejen "massive" hvidvasksag "svulmede" onsdag.
Sådan beskriver The Wall Street Journal meldingen fra Danske Bank om, at pengeoverførsler til en samlet værdi af 200 mia. euro, eller godt 230 mia. dollar, gik igennem bankens estiske filial i årene 2007 til 2015.
Ifølge avisen har skandalen rystet det lille nordiske land, Danmark, med 5,7 mio. indbyggere, men også længere sydpå i Europa bliver øjenbrynene løftet.
- Dette er en skandale af enorme proportioner. Vi taler om et land, der har ry for at være et af de reneste i verden. Og dette er deres største bank, siger Karel Lannoo, direktør i Center for European Policy Studies i Bruxelles.
Onsdagens undersøgelse bekræftede, at Danske Bank har haft alvorlige mangler i sin styring og kontrolsystemer, hvilket gjorde det muligt at misbruge bankens filial i Estland til mistænkelige transaktioner.
I alt har transaktioner til en værdi af 200 mia. euro fra perioden 2007-2015 indgået i undersøgelserne, der dog ikke kan sige noget om det præcise omfang af beløbet af hvidvaskede penge.
Til gengæld har undersøgelsen givet anledning til, at tusindvis af kunder er blevet indberettet til myndighederne. Af de 6200 kunder, som advokatfirmaet Bruun & Hjejle foreløbigt har gennemgået, er næsten alle indberettet som mistænkelige.
- Undersøgelsen viser, hvordan en lille filial - i en seks-etagers bygning over for en spiritusforretning - i et lille land på Europas østlige flanke blev en meget stor bagdør for, at russere, mistænkt for finansielle ugerninger, kunne flytte deres penge ind i lande, som benytter euroen, skriver The Wall Street Journal.
/ritzau/FINANS