Erhverv
0

Trods dundrende underskud: Luksusfirma går på børsen for 40 mia.

Farfetch har altid kørt med underskud - store underskud - men selskabets aktier blev flået ned af hylderne ved dagens børsnotering. Farfetch blev værdisat til 40 mia. kr.

Farfetch' stifter og topchef Jose Neves har i dag sendt sit selskab på børsen. Farfetch har eksisteret i 10 år og har endnu ikke haft overskud, men investorerne var begejstrede og værdisatte selskabet til 40 mia. kr. 
Foto: Farfetch

Nethandelsfirmaet Farfetch, der sælger luksustøj, har aldrig tjent en krone. Faktisk har det London-baserede selskab en ubrudt række af dundrende underskud bag sig.

Alligevel blev Farfetch-aktierne flået ned af hylderne, da selskabet i dag gik på børsen i New York.

Kursen på Farfetch steg i løbet af dagen 50 pct., og selskabet blev dermed værdisat til omkring 40 mia. kr.

Ifølge Bloomberg har Farfetch øget omsætningen fra 1,5 mia. kr. i 2016 til 2,5 mia. kr. i 2017. Selskabet har i de samme regnskabsår haft underskud på henholdsvis 340 mio. kr. og 370 mio. kr.

Der er med andre ord i høj grad tale om et selskab, som værdisættes ud fra det forventede potentiale snarere end de dokumenterede resultater.

Farfetch blev etableret for 10 år siden, og selskabets forretning er nethandel med luksusprodukter - herunder især tøj. Selskabet har intet lager, men tilbyder en netbaseret platform, som forbinder køberne med hundredevis af butikker og modehuse.

Ifølge Reuters er Farfetch i intens konkurrence med en række andre netbaserede handelsplatforme for luksusprodukter, og samtidig eksperimenterer de store modehuse også med at sælge via deres egne hjemmesider.

Netop producenterne af luksusprodukter er blandt de ivrige købere af aktier i handelsplatforme som Farfetch. Ejerne af Cartier, der producerer og sælger luksusure og smykker, overtog for nylig kontrollen med nethandelsplatformen Yoox Net-A-Porter i en handel, der værdisatte Yoox til knap 40 mia. kr. Tilsvarende har Farfetch tiltrukket investeringer fra ejerne bag den koncern, som blandt andet ejer det italienske luksusvaremærke Gucci.

Ifølge Reuters vurderer konsulenthuset Bain, at producenterne af luksusvarer i dag henter 10 pct. af deres omsætning på nettet. I 2025 ventes nethandlen at tegne sig for 25 pct. af branchens salg.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også