Fortsæt til indhold

Google-ansatte skulle slette fortroligt notat om søgemaskine i Kina

Googles planer om lanceringen af en søgemaskine, som adlyder Kinas censurkrav, var angiveligt mere fremskredne, end topchef ville indrømme.

Erhverv

»Vi er ikke tæt på at lancere en søgemaskine i Kina, og det er stadig meget uklart, om vi overhovedet gør det«.

Sådan lød det fra Googles topchef, Sundar Picahi, i midten af august.

Men et internt notat tyder på, at planerne om projekt Dragonfly - en Google-app, som følger Kinas krav om censur - var vel undervejs. Det skriver CNBC og The Intercept, som i begyndelsen af august afslørede Googles fortrolige planer om at samarbejde med kinesiske myndigheder.

Notatet, som skulle være skrevet af en it-ingeniør, der arbejdede på projektet, røg tilsyneladende i cirkulation tidligere på måneden, før personaleafdelingen tog kontakt til enhver, som havde læst eller gemt dokumentet, og bad dem slette det.

Ifølge The Intercept viser notatet, at holdet bag Dragonfly i slutningen af juli blev bedt om at gøre sig »klar til lancering«.

CNBC skriver, at Google trak sig ud af Kina i 2010 på grund af bekymringer om censur og cyberangreb. Dragonflys søgefunktion vil angiveligt fjerne indhold, som strider mod de kinesiske myndigheders ønske. Desuden vil den enkelte brugers søgeresultater blive koblet til vedkommendes telefonnummer, forlyder det.

Siden nyheden om Dragonfly ramte verdenspressen har flere ansatte i Google udtrykt bekymring. Flere hundrede ansatte skulle have sat deres signatur på en underskriftindsamling i protest mod Dragonfly, fordi projektet er på moralsk og etisk gyngende grund. Menneskerettighedsorganisationer har ifølge CNBC opfordret Google til at bremse samarbejdet med Kina.

Projekt Dragonfly fik luft under vingerne, da Sundar Pichai i december 2017 mødtes med den kinesiske regering, skriver The Intercept. At projektet tidligere har været holdt hemmeligt, forsvarede Pinchai i midten af august med, at det at være »fuldt transparent på et eksplorativt stadie kan være et problem«.

En talsperson fra Google har i forbindelse med det fortrolige notat gentaget Pinchais standpunkt.

»Vores arbejde med søgefunktioner har været i en udviklingsfase, og vi er ikke tæt på at lancere et produkt i Kina,« lyder det ifølge CNBC.

Artiklens emner
Censur
Google