Dansk sædbank tjener rekordmange penge: Vil komme mere ud i verden
Sammen med to milepæle kunne Cryos International - Denmark sidste år sætte flueben ud for en rekordhøj indtjening.
Der har været mere end god grund til at fejre det seneste regnskabsår for sædbanken Cryos International - Denmark.
Ud over at antallet af medarbejdere har rundet 100, og at der nu er salg til mere end 100 lande, har indtjeningen også været den bedste nogensinde for selskabet, som blev stiftet i 1987 af hovedaktionær Ole Schou.
I regnskabsåret 2017/18, der løb frem til slutningen af april, endte overskuddet på rekordhøje 25,7 mio. kr. efter skat. Det kom ud af en bruttofortjeneste på 53,1 mio. kr., hvilket var mere end en fordobling sammenlignet med året før.
Ifølge Peter Reeslev, der mod slutningen af sidste år overtog direktørposten i selskabet fra Ole Schou, er der flere årsager til den store vækst. En af dem er en fortsættelse af de seneste års internationale udbredelse, så der nu sælges sæd og æg fra donorer til et trecifret antal lande rundt om i verden.
»Dermed er vi også blevet mere uafhængige af for eksempel lovgivningsmæssige ændringer i forskellige lande, konjunkturer, eller hvad der ellers måtte påvirke.«
»Qua at vi gennem årene er blevet mere internationale, er vi selvfølgelig også blevet mindre sårbare, og det har vi haft stor succes med, ligesom vi er kommet ud på nogle nye markeder, hvor vi ikke har været lige så aktive tidligere,« siger Peter Reeslev.
Et af de markeder, hvor Cryos International - Denmark har investeret en del penge de seneste år, er det amerikanske. Her har selskabet efter flere flytninger fundet sig til rette i Orlando, Florida, hvor det de seneste tre år har haft både en lokal sædbank og en lokal ægbank.
Beslutningen om at åbne egen sædbank i USA hænger især sammen med, at der er en handelsbarriere over for at eksportere donorsæd til USA fra Europa. Og ægbanken er blevet etableret for at komme i gang med at forsyne det amerikanske marked, som det foreløbig ikke har været muligt på samme vis herhjemme på grund af dansk lovgivning.
Foreløbig er de amerikanske sæd- og ægbanker de eneste udenlandske afdelinger for Cryos International - Denmark, der herhjemme har afdelinger i Aalborg, Aarhus, Odense, og København. På sigt regner direktøren med, at der skal udvides yderligere i udlandet.
»Det er en del af vores ambition. Vi skal være mere internationale, og der er nogle ambitioner også rent strategisk om at komme ud i andre dele af verden.«
»Der er et stort behov for hjælp med donorer i hele verden. Det er sådan, at cirka 15 pct. af alle heteroseksuelle døjer med ufrivillig barnløshed, og i hvert fald en tredjedel af det kan henføres til mændenes sædkvalitet. Og det er ikke et vestligt fænomen. Det er ret globalt,« siger Peter Reeslev.
Som et interessant marked nævner direktøren det kinesiske, selv om det heller ikke er lige til på grund af landets lukkethed. Men det er i hvert fald et marked, som Cryos International - Denmark holder nøje øje med, fortæller han.
(Ritzau Finans)

