Erhverv
BREAKING

Hvem udløser den næste finanskrise? Hackerne, tror norsk bankboss

Topchefen i Norges største bank frygter, at hacking og manipulation med teknologi kan skyde en ny finanskrise i gang.

Rune Bjerke, adm. direktør for storbanken DNB, frygter, at hackerne bliver skyld i næste finanskrise. Foto: DNB

Ikke svimlende mængder af gæld eller risikolystne investorer. Nej, hacking kan ende med at være det, der udløser den næste finanskrise.

Den mistanke har Rune Bjerke, koncernchef i den norske storbank DNB, fortæller han i et interview med den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv.

»Vi har set en række eksempler på begivenheder, der viser, at teknologi og manipulation af teknologi kan være ret uhyggeligt. Blandt andet har vi set nogen være i stand til at hacke sig ind i finanserne hos Bangladesh’s centralbank, og nogen er lykkes med at få indflydelse på det amerikanske valg,« siger Rune Bjerke.

Han mener, at det er godt, at flere lande - herunder Norge - i øjeblikket undersøger muligheden for at udvikle digitale reservevaluta. Det er valuta, der ville kunne fungere som backup-løsning, hvis de finansielle systemer skulle blive angrebet.

»Hvis man ud fra de kendte eksempler tænker på, hvordan den finansielle infrastruktur kan blive berørt, er det klart, at det er et område, hvor det er meget vigtigt at forebygge, regulere og generelt være på vagt,« siger Rune Bjerke til mediet.

Han understreger, at det selvfølgelig er vanskeligt at forudse, hvad der vil udløse den næste finanskrise.

Læs også
Top job