Erhverv

Daimler skal for første gang ledes af en udlænding - valget er faldet på en svensker

Det bliver en 49-årig svensker, der skal afløse Dieter Zetsche som topchef i den tyske bilfabrikant Daimler.

Daimlers afgående topchef Dieter Zetsche, der også er kendt som Dr. Z. Navnet stammer fra en reklamekampagne tilbage i midten af 00'erne. Arkivfoto: Marijan Murat/AP Images.

Daimler AG skal have ny topchef, og for første gang nogensinde er det en udlænding, der skal stå i spidsen for den tyske bilfabrikant, der bl.a. står bag bilmærket Mercedes-Benz.

Det oplyser Daimler i en børsmeddelelse.

Valget som ny topchef er faldet på den 49-årige svensker Ola Källenius, der kommer fra en intern toppost som udviklingschef hos Daimler. Ola Källenius, der har været hos Daimler siden 1993, var allerede udset som kronprins i virksomheden.

Skiftet på direktørposten vil dog først træde i kraft næste år.

Her vil 49-årige Ola Källenius afløse den siddende topchef, 65-årige Dieter Zetsche med øgenavnet Dr. Z, der til gengæld vil overtage rollen som formand for bestyrelsen i 2021, når den nuværende bestyrelsesformand Manfred Bischoff stopper.

»I Ola Källenius har vi udpeget en anerkendt, international erfaren og succesfuld Daimler-chef,« siger bestyrelsesformand Manfred Bischoff.

Skiftet kommer i en periode, hvor Daimler står over for store udfordringer.

I sidste uge kom det frem, at EU-Kommissionen, med Margrethe Vestager i spidsen, vil indlede en undersøgelse af, hvorvidt Daimler sammen med BMW og Volkswagen Group har indgået en hemmelig aftale i strid med EU's konkurrenceregler.

Konkret skal det undersøges, hvorvidt de tyske bilgiganter har indgået en aftale om, at de ikke skulle konkurrere mod hinanden i udviklingen af ny teknologi, der skulle være med til at reducere udledningen af sundhedsskadelige gasser.

Oven i det kom det tilbage i juni frem, at de tyske myndigheder har krævet næsten 800.000 varebiler af mærket Mercedes-Benz Vito tilbagekaldt på grund af en ulovlig software

Samtidig har Daimler også allerede nu annonceret, at selskabet har nedjusteret forventningerne til årsresultatet på grund af udviklingen på den geopolitiske scene, hvor USA og Kina er røget i totterne på hinanden i form af en handelskrig, som rammer Daimler på pengepungen.

Læs også
Top job