Nu slipper du for at fumle med din computer eller iPad i sikkerhedskontrollen

Aalborg Lufthavn indfører en ny teknologi, der betyder, at de rejsende slipper for at tage deres elektronik op af håndbagagen, når de skal igennem sikkerhedskontrollen.

Arkivfoto: Aalborg Lufthavn. Pr-foto: Aalborg Lufthavn

De fleste kender til besværet med at hive computer, tablets og andre former for elektronisk udstyr op af håndbagagen, når man skal igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen.

Men fra og med i dag er bøvlet slut – i hvert fald hvis du rejser fra Aalborg Lufthavn.

Lufthavnen har som den første lufthavn i Danmark valgt at implementere de såkaldte EU Security Standard C2 i X-Ray-maskiner i sikkerhedskontrollen, hvilket betyder, at du slipper for at tage dit elektroniske grej op af håndbagagen.

Det oplyser Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.

»Vi er de første i Danmark og nogle af de første i Europa, som har taget den nyeste teknologi i brug. Fra i dag kan vi tilbyde vores passagerer at lade deres elektroniske udstyr forblive i tasken, når de går igennem sikkerhedskontrollen,« siger sikkerhedschef i Aalborg Lufthavn, Søren Bjerg

Passagerne skal dog fortsat tage jakken af, tømme lommerne og tage væsker op af håndbagagen, når de skal igennem sikkerhedstjekket.

Hos Aalborg Lufthavn forventer man dog, at den nye teknologi vil gøren turen gennem sikkerhedskontrollen betydeligt nemmere.

»Den nye security standard, som vi fra i dag opererer med i Aalborg Lufthavn, C2 standarden, tilsikrer nu, at vi i en og samme arbejdsgang kan gennemlyse håndbagagen samt detektere for sprængstoffer, også selvom større elektronisk udstyr er placeret i tasken. Det letter forberedelsestiden for passagererne, og giver et meget mere harmonisk flow. De behøver ikke længere at bruge to til tre kasser, som er svære at håndtere,« siger Søren Bjerg.

Aalborg Lufthavn er landets tredjestørste lufthavn og er ejet af de seks kommuner Aalborg, Jammerbugt, Rebild, Brønderslev, Frederikshavn og Vesthimmerland.

Sidste år passerede over 1,5 mio. passagerer gennem lufthavnen.

Læs også