Fortsæt til indhold

Apple får dom for at krænke patent - men vinder alligevel slaget mod Qualcomm

Apple er blevet dømt for at krænke et af mikrochipgiganten Qualcomms patenter, men det bliver ikke med et hårdt rap over nallerne for techgiganten.

Apple tog en sejr hjem, selvom techgiganten er blevet fundet skyldig i patentkrænkelse. Foto: Brendon Thorne/Bloomberg
Erhverv

Mikrochipgiganten Qualcomm har måttet sluge et nederlag, efter at den amerikanske handelsdomstol fredag afsagde sin dom mod Apple.

Selvom Apple nu er blevet dømt for at krænke et af Qualcomms patenter, kommer det ikke til at betyde, at Apples produkter rammes af importforbud i USA.

»Den offentlige interesse« vejede blandt andet imod et forbud, mente dommer Thomas Pender ved The US International Trade Commission ifølge Reuters.

De to teknologigiganter har i længere tid været fastlåst i en vidtfavnende retstvist. Apple har anklaget Qualcomm for at benytte sig af uretfærdige patentpraksisser, mens Qualcomm i et modangreb har beskyldt Apple for patentkrænkelse.

Apple benytter mikrochips fra Qualcomms ærkerival Intel. Sagen gik på, at de Intel-mikrochips, der sidder i Appels’ iPhones, angiveligt krænker tre af Qualcomms patenter. Ifølge Qualcomm er det ikke Intels mikrochips, der er problemet, men selve måden man implementerer dem i iPhonen.

Den amerikanske handelsdomstol gav Qualcomm ret i, at Apple krænkede ét af de tre patenter, men det var altså ikke nok til at betyde et importforbud.

Artiklens emner
Apple
Qualcomm