Erhverv
0

EU-lovgivning kan spænde ben for ambitionen om at stoppe salget af diesel- og benzinbiler

Det kan blive svært at gennemføre regeringens forslag om at stoppe salget af nye diesel- og benzinbiler i 2030, lyder det fra De Danske Bilimportører og FDM. EU-regler på området kan være en stopklods, vurderer de.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder sin åbningstale ved åbningen af folketingsåret 2018/19. Foto: Stine Bidstrup

To af de største stemmer i den danske bilbranche tvivler på, at regeringens forslag om at stoppe salget af nye diesel- og benzinbiler i 2030 kan lade sig gøre uden at komme i karambolage med EU-reglerne på området.

Selv om brancheorganisationen De Danske Bilimportører og bilisternes interesseorganisation FDM grundlæggende er positive over for forslaget, vurderer de, at det fra dansk side kan blive svært at gennemføre et egentligt stop uden at komme i strid med EU’s såkaldte typegodkendelsesdirektiv.

»Det her kommer kun til at virke, hvis det også sker på EU-niveau. For i virkeligheden står juraen i vejen. Man kan rent juridisk ikke forbyde, at man indregistrerer biler, der er godkendt i EU,« siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM.

»Hvis en bil er typegodkendt i et EU-land, så kan den indregistreres i et hvilket som helst andet EU-land. Man kan ikke bare lave et decideret forbud,« siger Gunni Mikkelsen, adm. direktør i De Danske Bilimportører.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) løftede ellers tirsdag sløret for, at regeringen i sit kommende klimaudspil, der præsenteres i næste uge, foreslår, at stoppe salget af rene diesel- og benzinbiler i 2030.

»Om 12 år vil vi lukke for salget af nye diesel- og benzinbiler. Og om 17 år skal hver eneste nye bil i Danmark være en el-bil eller anden form for nul-udledningsbil,« lød det fra statsministeren, da han gik på talerstolen for at holde sin traditionelle åbningstale under Folketingets åbning.

»Det vil betyde, at der i 2030 vil være over én million hybrid-, el- eller tilsvarende grønne biler i Danmark. Det er en stor ambition. Som ikke bliver let at nå. Men netop derfor skal vi forsøge,« fortsatte han.

Hos De Danske Bilimportører mener man, at det den eneste reelle måde at omgå EU-reglerne på, er at påvirke forbrugerne ved at se på afgifterne på de forskellige typer af biler.

»Man kan lave en form for incitamentspolitik eller det modsatte i form af afgifter. Men vi opfatter mere det her som et signal om, hvad man gerne vil fra politisk side,« siger Gunni Mikkelsen.

BRANCHENYT
Læs også