Erhverv
0

Svindel med dankort er styrtdykket

I årets første halvdel er dankortsvindlen faldet med 40 pct.

Det er blevet mere og mere udbredt at bruge kontaktløs betaling. Det har ifølge Nets forbedret svindlen med dankort.

Der bliver svindlet markant mindre med danskernes dankort.

Således er dankortsvindlen faldet med 40 pct. i de første seks måneder af 2018. Den totalte dankortsvindel er faldet fra 55 mio. kr. i den første halvdel af 2017 til 33 mio. i samme periode af i år.

Det viser nye tal ifølge en pressemeddelelse fra Nets.

»Det rekordstore fald er en meget god nyhed, og selvom vi hos Nets investerer massivt i misbrugsbekæmpelse, er æren ikke kun vores. En stor del af faldet skyldes, at vi har forfinet vores samarbejde med politi, banker og e-handlen i øvrigt, og det bærer nu frugt,« siger Kaspar Kock Kristensen, vicedirektør for misbrugsbekæmpelse i Nets, i pressemeddelelsen.

Især er det svindlen med dankort på nettet, der er faldet. Fra 29 mio. kr. i den første halvdel af 2017 til 15 mio. i første halvdel af 2018.

Det skal ses i forhold til, at dankortforbruget er steget i samme periode.

Udbredelsen af kontaktløse betalinger har gjort det sværere at aflure en pinkode og dermed være lommetyv. Kontaktløse betalinger står for tre ud af fire betalinger, når danskerne køber f.eks. mad og drikke på cafeer, barer eller i restauranter. Det forklarede Nets i en pressemeddelelse i august.

Tidligere har det været en udfordring, at kriminelle målrettet forsøger at aflure pinkoden, når kunder eksempelvis betaler i supermarkeder eller i nattelivet. Steder, hvor det kan være svært at dække sin kode, når man betaler.

»Men især vores samarbejde med politiet på flere områder giver pote. Det gælder for eksempel en indsats for at fange betalingskorttyve eller vores samarbejde med politiet rundt om i landet om at dæmme op for pirattaxaer, der svindler med folks betalingskort,« siger Kaspar Kock Kristensen.

BRANCHENYT
Læs også