Erhverv

Verdens første kreditkort lukker i Danmark

Om få måneder er det slut med Diners Club, der har næsten 70 år på bagen og mere end 500.000 kortholdere i Norden.

Frank McNamara, stifter af Diners Club. Her ses han på en restaurant i New York i marts 1951. Foto: AP.

Det verdensomspændende kreditkort Diners Club, der bl.a. giver adgang til VIP-lounges i lufthavne, er snart fortid i Danmark. Det oplyser Diners Club på sin danske hjemmeside.

»Efter mange års godt samarbejde med vores medlemmer har vi desværre besluttet os for at lukke vores kortvirksomhed for Diners Club i Danmark fra den 31. maj 2019,« fremgår det.

Det er SEB Kort AB, som i Norden har licensen til Diners Club - og dermed alle udstedelser og indløsninger af kortene. Og faktisk er det i hele Norden, at Diners Club-kortene forsvinder, lyder det.

I Norden har Diners Club mere end 500.000 kortholdere.

»I takt med øget regulering af og konkurrence på kortmarkedet har vi nu valgt at fokusere på vores Mastercard,« skriver Diners Club på sin hjemmeside.

Diners Club er kendt som verdens første kreditkort. Det blev skabt i 1949, da forretningsmanden Frank McNamara ikke kunne betale en middag for nogle kunder, fordi han havde glemt sin tegnebog.

Dermed opstod idéen til at lave et kort, som man kunne betale for restaurantbesøg med. Det skulle vise sig at være en god idé.

I dag anvendes Diners Club i over 200 forskellige lande. I Danmark er det muligt at bruge kortet mange tusinde steder inden for bl.a. mode, kultur og gastronomi. Men om godt et halvt år er det altså endegyldigt slut.

Mange betalings- og kreditkort har en grænse for, hvor meget du kan købe for på kortet. Men ikke Diners Club. Det er også muligt at optjene bonuspoint hos SAS via kortet.

Mange Diners Club-medlemmer har også en rejseforsikring gennem deres kort. Den ophører, når kortet lukker.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også