0

Aarhusianske iværksættere rammer guld med simpel stress-app

Folkenen bag appen Resilio har indgået samarbejde med PFA og Ørsted. Det skal skabe grobund for ikke mindre end en million brugere inden for få år, siger stifter.

De tre stiftere af Resilio. Fra venstre: Thomas Scherning, Anders Søndergaard og Helga Halkjær.

En lille prik på en streg, der viser, hvornår du skal ånde ind og ud.

Udgangspunktet er simpelt for den app, Anders Søndergaard og to andre stiftere står bag.

Ikke desto mindre har vejrtrækningsøvelserne nu tiltrukket flere investorer og skabt grobund for et samarbejde med både PFA og energikoncernen Ørsted.

Resilio, som appen hedder, er sat i verden for at modvirke stress, og det har vækket genklang hos flere danske virksomheder, forklarer Anders Søndergaard, der nu også er på vej til USA.

Appen blev lanceret i maj og har godt 2.000 brugere, men det forventer Anders Søndergaard som minimum at tidoble indenfor det næste år , og om fem år er det målet »at være i hænderne på en million betalende brugere,« siger han.

Hos PFA har man set anmeldelserne af stress-skader stige 43 pct. på bare tre år – fra 1.743 i 2014 til 2.489 i 2017 - og den tendens, kan en app naturligvis ikke løse alene, fastslår Rikke Bay Haaber, der er chef for strategisk sundhed i PFA.

Men den kan være et godt supplement i kampen.

»Resilio har fat i noget rigtig interessant i forhold til at forebygge dårlig mental sundhed. Vi kan godt lide, at Resilio bruger gameification som et værktøj, at den er simpel, let at gå til og får individet til at reflektere over, hvad fx vejrtrækning betyder for et velbefindende,« forklarer Rikke Bay Haaber.

Resilio
  • Resilio blev stiftet i 2016 af Anders Søndergaard, Thomas Scherning og Helga Halkjær.
  • Har i dag 7 ansatte på kontorer i Aarhus og København.
  • Investorerne tæller Liberatio Investment (Morten Pedersen og Allan Søgaard Larsen), Dan Boyter, Capnova, SYBO Games, Funday Factory og amerikanske Alchemist.

PFA tilbyder ikke adgang til app’en gennem sin helbredsforsikring, men pensionsgigantens kunder kan købe adgang til en fordelagtig pris.

Det har man gjort i Ørsted, hvor Regitze Siggaard, der er sundhedsansvarlig i energigiganten, kalder Resilio for en mindre ressourcekrævende pendant til fx et mindfullnesskursus.

»Vi har ledt efter en løsning, hvor vi giver vores ansatte nogle muligheder for at arbejde med sig selv, hvis de føler sig presset eller for at undgå, at de bliver det,« siger hun og forklarer, at indtil videre er lige under 100 Ørsted-ansatte blevet brugere og målet er omkring 500 inden for et år til halvandet er ombord.

Resilio har sideløbende med de danske samarbejder for nylig indgået en aftale med amerikanske Alchemist, som investerer netværk og kompetencer og igennem et forløb på 6 måneder gør virksomheder klar til at rejse venture-kapital.

»Programmet giver os adgang til nogle af de mest interessante kunder på det amerikanske og globale marked,« siger Anders Søndergaard.

»Vi får stillet viden, erfaring og netværk i verdensklasse til rådighed fra folk, der bygget globale digitale forretninger med succes flere gange før. Det er kompetencer, som er svære at finde i Danmark. Endelig får vi adgang til Alchemist’ kæmpe netværk af amerikanske investorer, som er aktuelt, når vi på et senere tidspunkt skal rejse yderligere kapital til selskabet,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også