Fitness World køber schweizisk kæde
Den kapitalfondsejede fitness-mastodont, Fitness World, håber på vækst gennem nyt opkøb i Schweiz.
Danmarks største fitness-kæde har været på schweizisk storindkøb.
Fitness World, der har omkring 170 centre herhemme, har købt den anden største fitnesskæde i Schweiz, Basefit.ch.
Det skriver Børsen.
»Det, vi vil, med vores eventyr i Schweiz og helt generelt, er, at vi vil vokse,« siger Steen Albrechtslund, adm. direktør i Fitness World til avisen.
Basefit.ch har 33 centre, 65.000 medlemmer og omsætter årligt for 146 mio. kr. Fitness World overtager alle aktierne i det schweiziske selskab for et ukendt beløb,
Det er en mindre del af befolkningen i Schweiz, der dyrker fitness, end det er tilfældet i resten af Europa, og det giver grobund for vækst, mener Steen Albrechtslund.
»Vi gik ind og ledte efter en partner, der har det lokale kendskab og en grundlæggende infrastruktur, som vi kan hoppe videre på, for det, vi gerne vil gøre, er, at undgå at lave for mange begynderfejl,« fortæller direktøren til Børsen.
Basefit.chs oprindelige ejere geninvesterer i Fitness World Group og får til gengæld en andel på mellem 0 og 5 pct.
Fitness World har med foruden de schweiziske og danske også 14 centre i Polen.
I 2017 havde fitnesskæden en omsætning på 1,3 mia. kr.
Selskabet er ejet af kapitalfonden FSN Capital.

