Erhverv

Advarsel til danske eksportører: Flere dårlige betalere i Østeuropa

Kreditforsikringsselskab opfordrer danske virksomheder, der eksporterer til Østeuropa, til at være særligt opmærksomme på deres køberes betalingsevne.

Jørgen Lund Lavesen, adm. og nordisk direktør i Atradius. Foto: Niels Hougaard. Foto: Niels Hougaard

Er du virksomhedsejer og eksporterer du til Østeuropa, er der grund til at passe lidt bedre på pengene.

Virksomheder i Østeuropa ventes pga. stigende likviditetsudfordringer at blive dårligere betalere i løbet af det kommende år.

Det viser en ny undersøgelse fra kreditorsikirngssselskabet Atradius foretaget i Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet, Tyrkiet, Rumænien og Polen.

Her fremgår det, at 25 pct. af de adspurgte virksomheder forventer en stigning i antallet af dage, det tager at opkræve betaling for salg af varer i Østeuropa over de kommende 12 måneder.

Til sammenligning regner bare 13 pct. med kortere betalingstid.

»På den baggrund er det vigtigt for danske eksportører, der handler med Østeuropa, at holde et vågent øje med kunders betalingsadfærd og sikre tilgodehavender på en ansvarlig måde. Det vil give danske virksomheder bedre forudsætninger for at forfølge nye vækstmuligheder i regionen,« siger Jørgen Lund Lavesen, adm. og nordisk direktør i Atradius.

Danske eksportvarer til Østeuropa omfatter især fødevarer, medicin og industriudstyr.

Og mens den økonomiske vækst i Østeuropa i en årrække har været stærk, ser udviklingen nu ud til at vende.

Det kan begrænse virksomheders adgang til finansiering, og det er netop, hvad der bliver nævnt som den primære årsag til at udskyde betalingen blandt 68,8 pct. af de østeuropæiske respondenter.

»Udsigterne til den langsigtede vækst i Østeuropa forringes, og det vil afspejle sig i betalingsevnen. Når det er sagt, er der stadig mange gode muligheder for dansk eksport, så længe man har styr på sin forretningsmodel og tager sine nødvendige forholdsregler, herunder en gennemtænkt risikoafdækning,« tilføjer Jørgen Lund Lavesen.

Ifølge undersøgelsen er det blandt andet opbremsning af vækst i Kina, amerikansk protektionisme og andre geopolitiske risici, der rammer Østeuropa.

Det er især virksomheder i Tyrkiet, Rumænien og Polen., der forventer at trække betalingerne i det kommende år.

BRANCHENYT
Læs også