Erhverv
0

Danmarks største taxiselskab er solgt

Dantaxi 4x48 er blevet solgt til en kapitalfond. Vognmænd tjener et pænt beløb på handlen, skriver Berlingske.

Dantaxi 4x48 er blevet solgt. Foto: Helle Arensbak

Danmarks største taxiselskab, Dantaxi 4x48, har fået ny ejer.

Det er den svensk-tyske kapitalfond Triton har købt taxiselskabet, der kører i mere end 50 danske kommuner og har en årlig omsætning på 1,6 mia. kr., skriver de to selskaber i en pressemeddelelse.

Det er hemmeligt, hvor meget Triton betaler for Dantaxi 4x48.

Men de vognmænd, der hidtil har ejet taxiselskabet, kan ifølge Berlingske se frem til et pænt beløb.

»Mange af vognmændene er oppe i årene, og de får et pænt beløb udbetalt. Det her giver vognmændene mulighed for at høste værdierne af det, som de gennem et helt arbejdsliv har opbygget. Det har jeg det rigtig godt med,« siger Lars Christiansen, der er bestyrelsesformand i Dantaxi 4x48 og selv arbejder som vognmand, til Berlingske.

Triton vil nu sende flere taxier på gaden, og det kan betyde flere opkøb i Danmark, fortæller kapitalfonden.

»V ivil støtte ledelsen og medarbejderne i Dantaxi 4x48 ved at investere i og understøtte selskabets vækst og udvikling. Vi ser frem til at samarbejde med ledelsen og bestyrelsen om at skabe en stærkere virksomhed,« siger Peder Prahl, Director i Triton-fondenes General Partner i pressemeddelelsen.

Dantaxi og 4x48 blev i januar 2017 sammenlagt og blev til Danmarks største taxiselskab, der på nuværende tidspunkt har op mod 1.700 vogne, hvoraf det største marked er i København.

»Efterspørgslen efter fleksible transportløsninger er stigende, og vi forventer, at industrien vil vokse med en større taxiflåde til følge og øget fokus på digitalisering, som vil komme kunderne til gode, « udtaler Oscar Mosgaard, Senior Industry Expert i Triton.

Dantaxi 4x48 har været sat til salg siden april, hvor vognmændende, der alle ejer en del af landets største taxiselskab, blev enige om, at et nyt ejerskab var vejen frem.

94 pct. af de fremmødte stemte ja til bestyrelsens forslag om at sælge taxiselskabet.

BRANCHENYT
Læs også