Erhverv

Milliardær og kapitalfond lukker ny ejer ind i flykomet

GIC fra Singapore investerer i Nordic Aviation Capital.

Nordic Aviation Capital-stifer Martin Møller. Foto: Ole Joern/Redstar

Kapitalfonden EQT har solgt en del af sine aktier i flyleasingfirmaet Nordic Aviation Capital (NAC) til Singapores investeringsfond GIC, der samtidig skyder friske penge i NAC.

NAC-stifter Martin Møller fortsætter som betydelig aktionær og formand, mens den svenske kapitalfond EQT og Lego-familiens investeringsselskab Kirkbi ligeledes forbliver i ejerkredsen.

Det fremgår af en meddelelse fra EQT.

Salget var ventet, da det allerede tidligt på året kom frem, at EQT havde hyret Goldman, fordi man ville sælge sine aktier i NAC.

Men at det var GIC, der var køberen, og at der kun ville blive solgt en minoritetspost i NAC, er overraskende.

I starten af juli skrev Berlingske således, at danske pensionskasser var »meget tæt på at overtage den danske virksomhed« i en handel til 20 mia. kr.

Martin Møller siger i en meddelelse, at GIC kan være med til at understøtte NAC’s vækst.

»Det er næsten tre år siden, vi gik sammen med EQT for at understøtte vores vækststrategi. Sammen har vi fortsat vores profitable vækst og haft gavn af partnerskabets globale perspektiv, erfaring og finansielle styrke. GIC kommer med yderligere finansiel styrke og kommercielle kompetencer, der vil gøre det muligt for os at udnytte ekspansionsmuligheder, når de opstår,« siger Martin Møller.

NAC er verdens største flyleasing-selskab med fokus på regionale fly og har investeret mere end 4,5 mia. dollars i forretningen, siden EQT kom ombord.

I dag har firmaet 468 fly og en aktivmasse på ca. 50 mia. kr., mens driftsoverskuddet voksede til 2,5 mia. kr. i fjor.

EQT-partner Morten Hummelmose, der har ansvaret for investeringen, fortæller, at han er »begejstret« for at sige velkommen til GIC som en langsigtet og strategisk partner på grund af investeringsfondens »betydelige flyleasingerfaring.«

»Med investeringen fra GIC vil NAC være i stand til yderligere at styrke sin vækstrejse ved at cementere sin markedsposition som verdens største regionale flyleasingfirma,« siger Hummelmose i en meddelelse.

Tidligere på året har EQT forgæves forsøgt at sælge både HusCompagniet og Flying Tiger.

BRANCHENYT
Læs også