Erhverv

Endnu et flyselskab tæt på konkurs: Cypriotiske Cobalt Air stopper alle flyvninger

Det cypriotiske lavprisselskab Cobalt Air har fra og med torsdag indstillet alle sine flyvninger på grund af økonomiske problemer.

Foto: Anna Zvereva (cc-by-sa-2.0.)

Det cypriotiske lavprisselskab Cobalt Air har suspenderet alle sine flyvninger, efter at en aftale med en potentiel investor er faldet til jorden.

Flyselskabet, der gennem de seneste år har fløjet turister til og fra Cypern fra lufthavne i især Storbritannien og Tyskland, meddelte sent onsdag aften på sin hjemmeside, at alle flyvninger fra og med torsdag er aflyst.

»Samtidig vil fremtidige flyvninger eller tjenester fra Cobalt blive annulleret og vil ikke længere fungere,« skriver selskabet i pressemeddelelsen.

Det er samtidig ukendt, hvad der skal ske med selskabets ca. 200 ansatte.

Flyselskabet fløj til og fra Cypern til 23 destinationer i Europa, Rusland og Mellemøsten. Cobalt Air har også haft flyvninger til København i højsæsonen. Cobalt Air har de seneste 16 måneder haft 740.000 passagerer.

Ifølge britiske BBC er det endnu uklart, hvor mange passagerer, der præcist er berørt af sagen, men flyselskabet havde torsdag planlagt i alt 18 flyvninger til og fra lufthavnen i Larnaca.

Cobalt Air opfordrer på sin hjemmeside de flyrejsende, der har købt billetter til en af selskabets afgange, til ikke at møde op i lufthavnen. I stedet skal de berørte passagerer kontakte deres bank, kreditkortudbyder eller rejseselskab i forsøget på at få deres penge tilbage.

Cyperns transportminister Vassiliki Anastassiadou har allerede været ude og meddele, at de cypriotiske myndigheder er klar til at betale for, at rejsende, der er rejst ud med Cobalt Air, kan få dækket deres returrejse.

Cobalt Air blev grundlagt for tre år siden, efter at det statslige flyselskab Cyprus Airways krakkede i 2015 efter flere års økonomiske problemer.

Nyheden om Cobalt Air er den foreløbige kulmination på en oktober måned, der har været hård for luftfartsindustrien.

I starten af måneden gik Primera Air konkurs, og Icelandair kunne få dage efter fortælle, at de også befinder sig i økonomiske vanskeligheder.

Læs også
Top job