Erhverv

Stor dansk bitcoinbørs er gået konkurs

En kreditkortindløser har tilbageholdt WeMoveCoins' likvider. Og så løb bitcoinbørsen tør for penge.

Den danske bitcoinbørs WeMoveCoins er havnet i et slagsmål med en kreditkortindløser og er derfor nu gået konkurs. Foto: Jochen Eckel/AP

WeMoveCoins, der på et tidspunkt blev kaldt Danmarks største bitcoinbørs, er taget under konkursbehandling ved Sø- og Handelsretten.

Årsagen er ifølge konkursboets kurator, Niels Juul Mathiassen fra Virtus Advokater, en tvist mellem WeMoveCoins og bitcoinbørsens kreditkortindløser.

»Denne kreditkortindløser har tilbageholdt selskabets likvider, hvorfor selskabet løb tør for penge og ikke kunne fortsætte driften,« siger han til Finans.

Tvisten mellem WeMoveCoins og kreditkortindløseren står også beskrevet i bitcoinbørsens seneste årsregnskab, der bød på et overskud efter skat på 600.000 kr.

»Det er ledelsens vurdering, at tilbageholdelsen er ubegrundet og retsstridig. Det er ledelsens forventning, at likviderne frigives inden for kort tid,« skrev WeMoveCoins i årsregnskabet.

Ifølge kurator Niels Juul Mathiassen er tvisten blevet til en retssag ved Retten i Glostrup.

WeMoveCoins' hjemmeside er fortsat aktiv. Men hjemmesiden er overdraget til kurator, der oplyser, at det ikke længere er muligt at handle bitcoins eller andre digitale valutaer gennem hjemmesiden.

Dog håber WeMoveCoins adm. direktør, Fredrik Grothe-Eberhardt, at det kan blive muligt for bitcoinbørsens kunder at handle på hjemmesiden igen om nogle måneder.

»Vi håber at kunne købe hjemmesiden tilbage fra kuratoren og idriftsætte den inden for tre eller fire måneder. Det er jo fjollet, at man er nødt til at lukke en forretning, selvom den har kørt godt,« siger han.

Fredrik Grothe-Eberhardt har ingen kommentarer til den verserende retssag med kreditkortindløseren, eller hvorfor denne indløser har tilbageholdt WeMoveCoins' penge.

WeMoveCoins er stiftet i 2015 af iværksætterfamilien Grothe-Møller bestående af de to søskende Elisabeth Grothe-Møller og Fredrik Grothe-Eberhardt og deres forældre, Annette og Thorkild Grothe-Møller.

Fredrik Grothe-Eberhardt var for år tilbage med til at stifte Copenhagen Bitcoin, der i 2017 lavede transaktioner for 146 mio. kr.

WeMoveCoins beskæftigede otte medarbejdere på kontoret i København og 11 medarbejdere i indiske Bangalore. Kunderne kom fra 120 lande verden over.

BRANCHENYT
Læs også