Erhverv
0

Due Jensens søster sætter sig på magtfuld formandspost i ejerfonden bag Grundfos

10 dages formandskrise i Poul Due Jensens Fond er slut. På et ekstraordinært fondsmøde har den familiedominerede bestyrelse valgt Grundfos-arving Niels Due Jensens søster, Estrid Due Hesselholt, som ny formand.

Grundfos' hovedsæde i Bjerringbro. Foto: Jens Bach

Estrid Due Hesselholt er ny formand i Poul Due Jensens Fond, der ejer 88,1 pct. af den verdensomspændende pumpekoncern Grundfos.

Det har fonden netop meddelt i en kortfattet pressemeddelelse. Her slår den nyvalgte formand fast, at fonden med hende ved roret vil fortsætte med at »støtte forskning, social ansvarlighed og projekter i udviklingslandene«.

»Poul Due Jensen Fond vil altid have og har altid haft som sit fremmeste formål at styrke og udvikle sin rolle som både aktiv og ansvarlig ejer af Grundfos og som erhvervsdrivende fond,« fastslår den 72-årige formand, der er søster til Grundfos-arving Niels Due Jensen.

Sagen kort
  • Poul Due Jensens Fond har siden marts 2018 været ledet af formand Jens Bager og Ingelise Bogason - næstformand siden 2011.
  • Jens Bager blev håndplukket til posten af den afgående formand, Grundfos-arving Niels Due Jensen.
  • Sammen med Anne-Birgitte Albrectsen, topchef i Plan International, har Jens Bager og Ingelise Bogason tegnet sig for 3 ud af 4 eksternt valgte bestyrelsesmedlemmer.
  • Den 15. oktober meddeler fonden i en kortfattet meddelelse, at såvel formandskabet som Anne-Birgitte Albrectsen forlader fondsbestyrelsen med øjeblikkelig virkning.
  • Årsagen angives kortfattet som uenighed om strategien for fonden.
  • Den 24. oktober har fondsbestyrelsen erstattet det afgående formandskab med Estrid Due Hesselholt som ny formand og Jens Moberg som ny næstformand.

Til gengæld nævner pressemeddelelsen ikke de seneste 10 dages mørklagte formandskrise i fonden med ét ord. En krise der tog fart, da den hidtidige formand, tidligere topchef i ALK-Abelló Jens Bager, efter blot syv måneder på posten smækkede med døren og droppede formandstjansen i den hovedrige fond.

Med sig tog Jens Bager næstformanden gennem syv år, Ingelise Bogason, ligesom formandskabet blev fulgt af Anne-Birgitte Albrectsen, adm. direktør i Plan International.

De tres pludselige afgang blev forklaret med uenighed om den fremtidige strategi for Poul Due Jensens Fond. En forklaring som en ledelsesekspert har dumpet.

Poul Due Jensen Fond vil altid have og har altid haft som sit fremmeste formål at styrke og udvikle sin rolle som både aktiv og ansvarlig ejer af Grund og som erhvervsdrivende fond.

Estrid Due Hesselholt, formand for Poul Due Jensens Fond

Ved sin side får Estrid Due Hesselholt den erfarne erhvervsmand Jens Moberg, der kommer til at varetage næstformandsposten sideløbende med posten som formand for det bestemmende selskab i Grundfos-koncernen, Grundfos Holding. Her har Jens Moberg været formand siden 2012.

At det ikke har været nogen nem opgave at få kabalen til at gå op, efter fondsbestyrelsen den 14. oktober blev ramt af trioens pludselige farvel, understreges af, at Poul Due Jensens Fond allerede mandag den 15. oktober tog kontakt til fondsmyndighederne via advokatfirmaet Bech-Bruun. Det skete for at få afklaret, om en af fondens fire medarbejdervalgte repræsentanter måtte varetage formandshvervet.

Det viser dokumenter fra Erhvervsstyrelsen, som Finans har fået aktindsigt i.

Ved samme lejlighed blev myndighederne afkrævet svar på, om det vil være muligt at vælge erhvervsmanden Jens Moberg til næstformand, selv om det kan indebære, at han i visse situationer reelt kan komme til at optræde i rollen som formand for Poul Due Jensens Fond - noget han ellers ikke må jævnfør fondens fundats.

Poul Due Jensens Fond
  • Poul Due Jensens Fond blev stiftet den 19. maj 1975 af Grundfos-stifter Poul Due Jensen.
  • Fonden sidder i dag på 88,1 pct. af aktierne i Grundfos-koncernen.
  • Det svarer til, at fonden råder over værdier for rundt regnet 35 mia. kr.
  • De øvrige Grundfos-ejere er medarbejderne, der sidder på 1,3 pct., mens stifterens efterkommere ejer 10,6 pct.
  • Heriblandt er Poul Due Jensens søn, Niels Due Jensen, der var fondsformand i perioden 2011-2018, inden han blev afløst på posten af Jens Bager.
  • Fondens bestyrelse består af 12 medlemmer: 4 medarbejdervalgte, 4 eksternt valgte og 4 medlemmer fra eller udpeget af Due Jensen-familien.

Det ser Erhvervsstyrelsen imidlertid ingen umiddelbare problemer i, hvorved vejen tydeligvis var banet for den konstellation, som nu er meldt ud.

Tilbage står fortsat, at fonden mangler at få valgt tre eksterne bestyrelsesmedlemmer. Et arbejde som nu er lagt i hænderne på Estrid Due Hesselholt, der har siddet som menigt medlem i den magtfulde erhvervsfond siden 1975.

BRANCHENYT
Læs også