Erhverv

FBI efterforsker Tesla - holdt ikke produktionsløfterne

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har indledt en efterforskning af elbilproducenten Tesla.

Foto: AP/Dennis M. Rivera Pichardo

Myndighederne mistænker Tesla for at have vildledt aktiemarkedet og investorerne ved at have lovet en for høj produktion af selskabets nyeste bil, Model 3.

Det skriver The Wall Street Journal fredag med henvisning til unavngivne kilder.

FBI's undersøgelser følger i kølvandet af, at Tesla og administrerende direktør Elon Musk tidligere har indgået et forlig med de amerikanske børsmyndigheder, der havde anklaget virksomheden og dens topchef for at have vildledt investorerne, da Musk i august på Twitter skrev, at han overvejede at afnotere Tesla, og at han havde sikret sig finansieringen til det.

Efterforskningen fra FBI's side rækker helt tilbage til oplysninger givet i starten af 2017, da Tesla lancerede Model 3. Produktionen af den nye model har efterfølgende i en lang periode været ramt af udfordringer, og først i sommer i år lykkedes det koncernen at nå de varslede produktionsmål. Det satte sig senest sit spor i denne uge, da Tesla for første gang i otte kvartaler kunne rapportere om en positiv pengestrøm - langt over det ventede - fordi man nu endelig kan levere bilen til kunderne i det planlagte omfang.

I februar 2017 oplyste Tesla, at man forventede at producere 5000 Model 3-enheder om ugen allerede i fjerde kvartal sidste år - sekventielt stigende fra 1000 enheder i juli 2017.

Tilsvarende meldinger gentog Musk i juli 2017, da han tweetede, at Tesla ventede at nå 20.000 biler om måneden i december sidste år. Ifølge The Wall Street Journal endte Tesla dog med blot at producere 2700 Model 3-enheder i hele 2017 efter den første rullede af samlebåndet den 2. juli. Og i den sidste uge af 2017 lød produktionstallet på blot 793.

Først i juni 2018 nåede Tesla målet om at producere 5000 styk Model 3 på en uge.

Forliget mellem Tesla, Elon Musk og de amerikanske børsmyndigheder i september indebar, at Tesla betalte 40 mio. dollar i bøde, og Elon Musk trådte samtidig tilbage som formand for selskabet. Topchef er han dog stadig.

Teslas aktie stiger fredag med 1,9 pct. til 320,92 dollar, men inden nyheden fra The Wall Street Journal var aktien helt oppe i 339,90 dollar.

BRANCHENYT
Læs også