Erhverv
0

Rig landmand har brugt millioner på omstridt vej

Martin Lund Madsen, der er en af Danmarks mest succesfulde svinefarmere, bøjer sig ikke i kampen mod Vejen Kommune.

Den 48-årige Martin Lund Madsen er kendt som en af Danmarks største og mest effektive svineproducenter. Foto: John Randeris.

Det har været en dyr fornøjelse for en af Danmarks største og mest effektive svinefarmere, Martin Lund Madsen, at tage kampen op med Vejen Kommune i sagen om en ulovligt anlagt vej.

Alene direkte udgifter til advokater har kostet landmanden over 3 mio. kr., siger han til Landbrugsavisen. Dertil kommer en hulens masse tid, som bl.a. symboliseres af de op mod 10.000 siders sagsmateriale, som står stablet i hjørnet af Martin Lund Madsens kontor.

Sagen om den ulovlige vej stammer tilbage fra 2013, da dele af Martin Lund Madsens ejendom blev eksproprieret. Det var landmanden ikke tilfreds med, og sagen gik hele vejen til Højesteret, som dømte ekspropriationen ulovlig.

Men vejen ligger der stadig, og Vejen Kommune vil ikke fjerne den. Derfor har Martin Lund Madsen i protest blokeret vejen.

Udover advokatregninger i millionklassen har Martin Lund Madsen hyret den tidligere konservative minister, Lars Barfoed, som rådgiver til de seneste ugers aktion, skriver Landbrugsavisen.

Den 48-årige Martin Lund Madsen er kendt som en af Danmarks største og mest effektive svineproducenter. Han har de senere år opbygget et svineimperium, MLM Group, med cirka 30 gårde, en årsproduktion af grise på en kvart million og tocifrede millionoverskud på bundlinjen.

Egenkapitalen i Martin Lund Madsens koncern, MLM Group, er på over 100 mio. kr.

Martin Lund Madsen købte tidligere på året en af Danmarks største og dyreste gårde, Hedegaard, der var ejet af den fallerede storbonde Bernhard Mortensen. Hedegaard har bl.a. et spektakulært stuehus, som i folkemunde er blevet døbt "Lille Amalienborg."

Martin Lund Madsens to sønner, landmandselev Frederik Hessel Madsen og gymnasieelev Simon Hessel Madsen, er på vej ind i familiens landbrug og ejer nu hver 10 pct. af MLM Group.

BRANCHENYT
Læs også