Erhverv
0

Jamie Oliver fik to timer til at overføre 62 mio. - nu lukker han kassen i

Den kendte tv-kok og forfatter Jamie Oliver siger, at han ikke har flere penge at putte i sine kriseramte Jamie's Italian-restauranter.

Jamie Oliver har smækket kassen i for yderligere investeringer i sin restaurantkæde Jamie's Italian. Sidste år måtte han punge ud med 62 mio. kr. af sin personlige formue for at undgå, at kæden gik ned. Foto: AP.

Den kendte tv-kok og entreprenør Jamie Oliver har smækket kassen i og vil ikke sende flere penge efter sin kriseramte restaurantkæde Jamie’s Italian.

Restaurantkæden har været nødlidende i flere år, og Jamie Oliver måtte sidste år, ad flere omgange, træde til med i alt 62 mio. kr. i finansiel nødhjælp for at holde kreditorerne fra døren.

I et interview med Mail on Sunday bliver Jamie Oliver nu spurgt, om han vil være villig til at spytte yderligere i kassen, hvis det bliver nødvendigt.

»Jeg har ikke flere penge. Jeg har prøvet at gøre det rigtige, og jeg har aldrig trukket penge ud af restaurantgruppen. Jeg har altid geninvesteret,« fortæller Jamie Oliver.

Han fortæller videre, at selv om han ikke »er flad,« så har han ikke nok penge til at blive ved med at pløje millioner ind i resturantkæden.

»Vi er nået til et punkt, hvor jeg ikke kan risikere at skade de andre dele af min forretning og de mennesker, der arbejder i den del. På den anden side har jeg nu opnået fuld kontrol over restaurantforretningen. Jeg ejer det hele, og vi er ved at få styr på det. Vi har virkelig lært lektien på den hårde måde,« siger Jamie Oliver.

Jamie’s Italian åbnede sine første restauranter i 2008. Kæden har tidligere offentliggjort, at man lukker 12 restauranter og vil søge om huslejenedsættelser for 11 andre. Selskabet har en gæld på 71,5 mio. britiske pund - næsten 600 mio. kr.

Neddroslingen har indtil videre kostet 600 ansatte deres arbejde, men Jamie Oliver siger, at det har været nødvendigt for at sikre de resterende 1.600 arbejdspladser i kæden.

Jamie’s Italian har meddelt, at man med en ny ledelse og efter restruktureringen håber på, at man igen bliver overskudsgivende i løbet af nogle år.

»Vi åbnede for mange restauranter for hurtigt og på de forkerte steder,« siger John Knight, der er adm. direktør for Jamie Oliver Resturant Group.

Jonh Knight har lovet Jamie Oliver, at han inden for fire år vil bringe kæden på fode. Det vil sige overskudsgivende og gældfri.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også