Erhverv
0

Efter afsløring: El-kunder på vej mod millionbesparelse

El-kunder står til en millionbesparelse, efter at landets største kundeejede energiskab har ryddet op i en kontroversiel udbudssag.

Henrik Wej Petersen er direktør for ca. 400.000 sjællandske kunder i elnetselskabet Cerius, der er en del af landets største andelsejede energikoncern, Seas-NVE. Foto: Cerius/Illustration: Anders Vester Thykier

De stavnsbundne el-kunder i Seas-NVE har udsigt til at spare op imod 50 mio. kr. i kølvandet på en kontroversiel sag om udbud af energibesparelser. Det sker, efter at Finans i foråret afslørede, at Seas-NVE via datterselskabet Cerius hyrede sig selv til overpris - vel at mærke for at sende regningen videre til kunderne.

»Sagen viser, hvor absurd systemet er. Det er kun, fordi det kom frem i medierne, at forbrugerne nu sparer op imod 50 mio. kr. På den baggrund er det oplagt at undersøge, hvad man har gjort i de andre selskaber både nu og tilbage i tiden,« siger Jette Miller, adm. direktør for De Frie Energiselskaber, der er en gruppe af de kommercielle konkurrenter.

Seas-NVE-koncernen
  • Seas NVE-koncernen består bl.a. af elnetselskabet Cerius og elselskabet Seas-NVE Strømmen.
  • Cerius driver elnettet til knap 400.000 kunder på Sjælland, Lolland-Falster og øerne.
  • Elnetselskabet har monopol i regionen, og kunderne er stavnsbundne til at betale den såkaldte nettarif, hvis de vil have strøm i stikkontakten. Derfor er elnetselskabet også under tilsyn og begrænset, i forhold til hvor stort overskud det kan udbetale til sin ejer - altså Seas-NVE Holding.
  • Seas-NVE Strømmen er søsterselskab til Cerius, men en kommerciel spiller på markedet. Selskabet leverer el, naturgas og energirådgivning i hele landet. Seas-NVE Strømmen vandt i februar 2018 opgaven med at finde 340 gigawatt-timer i energibesparelser for Cerius til en pris for 169 mio. kr. I april blev aftalen ophævet.

Cerius indgik i foråret en aftale med søsterselskabet Seas-NVE Strømmen om at gennemføre energibesparelser for 169 mio. kr. Efter at Finans greb fat i sagen, valgte Cerius at ophæve aftalen, og nu har Cerius sendt opgaven i et nyt udbud. Det åbner op for private aktører, der over for Finans anslår, at man derved opnår langt lavere priser. Samlet set står opgaven til at blive 25-50 mio. kr. billigere.

Direktør i Cerius Henrik Wej Petersen fastholder, at det var i bedste mening, at man i første omgang hyrede søsterselskabet, men han erkender, at der nu er udsigt til besparelser.

»Inden vi laver en sammenligning, skal vi være sikre på, at den er fair. Men ja, der er noget, der tyder på, det bliver billigere, og det glæder mig naturligvis,« siger han.

Forsyningstilsynet er netop nu i gang med en stikprøve-undersøgelse, der skal løfte sløret for, hvordan andre energikoncerner har handlet internt med energibesparelser. Undersøgelsen ventes afsluttet i første kvartal 2019.

BRANCHENYT
Læs også