Danmarks rigeste skyder millioner i "moderne kollektiv"
Det professionelt drevne bofællesskab LifeX har en række kæmpelejligheder i København og Berlin. Projektet har netop fået 30 mio. kr. i frisk kapital.
Flere af landets rigeste investerer i virksomheden LifeX, der driver en slags moderne kollektiv i København og Berlin.
Således har virksomhedsfabrikken Founders, der er ejet af Lego-pengetanken Kirkbi, Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen og Oticon Fondens investeringsselskab William Demant Invest, været med i en kapitalindsprøjtning på 30 mio. kr. til LifeX.
Det er sket sammen med den tyske venturefond Cherry Ventures og en række unavngivne nordiske business angels.
Den friske kapital til LifeX skal bruges på ekspansion i Danmark og Tyskland. Konkret skal LifeX have flere end de nuværende 25 lejligheder, som alle er mellem 250 og 350 kvm., fortæller Sune Theodorsen, adm. direktør i LifeX.
»Vi lavede LifeX ud fra vores egne erfaringer med at flytte mellem København og San Francisco. Vores mål er at gøre det nemmere for alle at finde sig til rette i en ny by og stille et fællesskab til rådighed, så man kan få venner med det samme,« siger han.
Sune Theodorsen har ejet LifeX sammen med sin kone Ritu Jain siden stiftelsen i marts 2017. Men med kapitalindsprøjtningen på 30 mio. kr. har Founders og Cherry Ventures fået større ejerandele i LifeX.
Anpartsmajoriteten ligger dog fortsat hos stifter-parret, som mødte hinanden på det danske it-selskab Tradeshifts kontor i San Francisco.
Tidligere på året vandt LifeX Københavns Kommunes Erhvervspris i iværksætterikategorien. I den forbindelse kaldte overborgmester Frank Jensen (S) projektet for både »innovativt« og »visionært«, ligesom det kom frem, at LifeX undersøgte muligheden for at skalere konceptet til storbyer som Stockholm og Amsterdam.
Der bor mellem seks og otte personer i hver LifeX-lejlighed, og huslejen ligger mellem 8.000 og 12.000 kr. afhængig af størrelsen på værelset, som lejes.
Alle lejligheder er møbleret i samarbejde med designfirmaet Hay og indeholder store fællesrum, køkken og flere badeværelser. Derudover samarbejdes der med ejendomsselskabet Jeudan om at finde store lejligheder, som kan forvandles til delevenlige hjem.
Målgruppen for LifeX er udlændinge, der flytter til København eller Berlin for at arbejde. De får udover et sted at bo også hjælp til oprettelse af cpr-nummer og en bankkonti i landet.
Men det er dog ikke kun nytilflyttere, der er til stede i LifeX-lejlighederne. I øjeblikket er 20 pct. af lejerne personer, der har boet mange år i henholdsvis Danmark og Tyskland.
I hver lejlighed arrangeres der frivillige husmiddage, som beboerne anbefales at tage med til. Men ellers er det fuldstændigt op til beboerne at styre husfreden i forhold til gæster og samvær.
Som en del af huslejen sørger LifeX tre gange om ugen for rengøring i lejlighederne. Derudover får beboerne del i tv, højtalere, hurtigt internet og abonnementer på Netflix og HBO.
I sit første regnskabsår havde LifeX et underskud efter skat på knap 1 mio. kr.

