Erhverv
0

Stort flyselskab i problemer - løber fra sine låneaftaler

Icelandair er i forhandlinger med sine kreditorer og har hyret DNB Markets til at hjælpe med at finde en løsning.

Det er øget konkurrence og dyrere brændstof, som har sat Icelandair under gevaldigt pres.

Det islandske flyselskab Icelandair er i økonomiske vanskeligheder og må nu gå i forhandlinger med sine kreditorer.

Tirsdag meddelte flyselskabet, at det ikke har formået at betale tilstrækkeligt af på sin obligationsgæld. Dermed er vilkårene for lånet ikke overholdt, skriver det norske erhvervsmedie E24.

Icelandair oplyser, at man er i dialog med kreditorerne om at blive midlertidigt fritaget fra lånebetingelserne. DNB Markets er hyret ind som rådgiver, fremgår det af en børsmeddelelse.

Ved udgangen af september havde Icelandair nettorentebærende gæld (dvs. summen af selskabets rentebærende gæld, frie likvider eller aktiver) for knap 1,5 mia. kr., ifølge E24. Icelandair havde i årets tredje kvartal et overskud på 400 mio. kr.

Det er bl.a. øget konkurrence og dyrere brændstof, som har sat Icelandair under gevaldigt pres. Flyanalytiker Hans Jørgen Elsnæs siger til E24.no, at en mulig løsning på situationen kan blive, at Icelandair slår sig sammen med et andet islandsk flyselskab, Wow Air, for at modstå konkurrencen.

Icelandair har to gange i år måttet nedjustere forventningerne til sit resultat. Efter den anden nedjustering valgte Icelandairs adm. direktør, Björgólfur Jóhannsson, at forlade sin post. Finansdirektør Bogi Nils Bogason har midlertidigt overtaget roret som topchef, indtil der er fundet en afløser.

Icelandair er ikke det eneste flyselskab, som i disse tider har problemer. For nyligt gik Primera Air konkurs, og det cypriotiske lavprisselskab Cobalt Air har måttet indstillet alle sine flyvninger på grund af økonomiske problemer.

BRANCHENYT
Læs også