Erhverv

Minister kræver svar: Bech-Bruun skal stå skoleret i svindelsag (berigtiget)

Advokatfirmaet Bech-Bruun er dukket op i dokumenter i sagen om den store svindelsag med udbytteskat.

Det store danske advokatfirma Bech-Bruun har spillet en dobbeltrolle i svindelsagen med udbytteskat, som har kostet den danske statskasse 12,7 mia. kr. Foto: Torben Stroyer.

(Berigtigelse 4. december 2018: Af denne artikel fremgår fejlagtigt, at Bech-Bruun ifølge DR har blåstemplet fiktive værdipapirhandler i den tyske bank North Channel Bank. DR har siden oplyst ikke at have haft belæg for at skrive dette, og derfor berigtiger også Finans denne oplysning. Desuden fremgår af artiklen, at Bech-Bruun har rådgivet om de juridiske aspekter ved at suge penge op af statskassen. Dette har Finans ikke belæg for at skrive, idet den korrekte formulering er, at Bech-Bruun har rådgivet om juridiske aspekter ved en tysk banks behandling af aktielån, som er en væsentlig ingrediens i udbytteskandalen. Endelig fremgår det fejlagtigt af artiklen og af billedteksten, at Bech-Bruun har spillet en dobbeltrolle. Dette havde per definition krævet, at firmaets ovennævnte rådgivning fandt sted på samme tid som arbejdet med undersøgelsen af udbytteskandalen, hvilket ikke er tilfældet. Finans beklager fejlene).

Det store danske advokatfirma Bech-Bruun har spillet en dobbeltrolle i svindelsagen med udbytteskat, som har kostet den danske statskasse 12,7 mia. kr.

På den ene side viser dokumenter i sagen, at Bech-Bruun har rådgivet om de juridiske aspekter ved at suge penge op af statens lommer, mens Bech-Bruun på den anden side stod for at lave en stor undersøgelse af netop udbytteskandalen.

Bech-Bruun er derfor blevet afkrævet en redegørelse af Skatteministeriet. Det oplyste skatteminister Karsten Lauritzen (V) på et pressemøde om udbyttesvindelsagen torsdag eftermiddage.

»Jeg har ikke grundlag for at drage konklusioner, men jeg har bedt om en redegørelse,« sagde Karsten Lauritzen på pressemødet.

Ifølge DR har Bech-Bruun blåstemplet fiktive værdipapirhandler i den tyske Bank North Channel Bank, som har spillet en central rolle i svindelsagen. Banken blev således på opfordring fra bagmandspolitiet i Danmark ransaget af det tyske politi i 2017.

To medarbejdere fra banken er i denne forbindelse blevet sigtet i sagen.

Bech-Bruun er ét af de største advokathuse i Danmark. I advokathuset oplyser Christian Ejvin Andersen, adm. direktør, til DR, at man modtog brevet fra Skatteministeriet i tirsdags.

»Vi er i mere end fuld gang med at undersøge sagen internt. Vi arbejder på fuldt tryk – det er en meget omfattende intern undersøgelse med henblik på selv at få klarhed over sagen, så vi kan svare skatteministeren og forklare os over for offentligheden så hurtigt som muligt,« udtaler Christian Ejvin Andersen.

I Skatteministeriet vil Karsten Lauritzen sætte hårdere ind over for rådgivere, som hjælper med skatteunddragelse.

»Det er helt uacceptabelt, at der i rådgivningsbranchen ikke er højere moral. Og det tyder på, at der er behov for en langt mere hård kurs fra myndighedernes side. Min holdning er krystalklar – vi skal ikke acceptere nogle former for rådgivning i skatteunddragelse,« lyder det fra Karsten Lauritzen.

Læs også