Erhverv

SMILfonden får kendt tv-ansigt som direktør

Den velgørende organisation, der giver alvorligt syge børn positive oplevelser uden for hospitalet, får også ny formand.

Sisse Fisker bliver direktør for sin egen SMILfonden og henter Simon Hesse Hoffmann ind som bestyrelsesformand. Foto: PR.

SMILfonden, der er stiftet af den kendte tv-vært Sisse Fisker for fire år siden, skal have ny bestyrelsesformand. Samtidig overtager hun selv posten som direktør.

SMILfonden er en velgørende forening, der arbejder for at give alvorligt og kronisk syge børn positive oplevelser, pauser fra sygdom og nye fællesskaber ved at skabe oplevelser for dem både på og udenfor hospitalerne i Danmark.

Fonden blev stiftet i 2014 af Sisse Fisker. Hun har siden været bestyrelsesformand, men den post overtages af Simon Hesse Hoffmann.

»Det går så stærkt i SMILfonden, og derfor er jeg lykkelig over, at Simon Hesse Hoffmann er kommet med ombord, så vi sammen kan tage SMILfonden til et helt nyt niveau. Vi har for tiden børn og familier på venteliste til vores arrangementer, men jeg er sikker på, at Simon Hesse Hoffmanns erhvervskompetencer og virksomhedserfaring gør, at vi fremover kan hjælpe endnu flere,« fortæller direktør Sisse Fisker.

Simon Hesse Hoffmann er investor og professionelt bestyrelsesmedlem i Nanovi, HolmeTex, 2cureX og WireOnAir.

Han er ud af familien bag Ambu og ejer godt 10 pct. af aktierne i Ambu.

Både Sisse Fisker og Simon Hesse Hoffmann er enige om, at SMILfonden skal fokusere på fortsat at vokse til glæde for SMIL til flere børn.

»Vi skal have endnu flere SMIL ud i Danmark, flere muligheder for familierne og lave endnu bedre tiltag for de børn, der lider af alvorlige og kroniske sygdomme i Danmark,« siger den nye bestyrelsesformand, Simon Hesse Hoffmann.

Sisse Fisker stiftede SMILfonden, efter hun selv havde oplevet at være indlagt med sine to børn, der skulle opereres som helt små.

Den startede i 2014 og er sidenhen vokset, så foreningen i dag har fire ansatte og årligt laver arrangementer for alvorligt og kronisk syge børn på alle Danmarks børneafdelinger.

Den eksplosive vækst gør også, at Sisse Fisker gerne vil fokusere på sit virke som direktør fremover.

Læs også