Hvordan svarer du på: "Hvad er din nuværende løn?" til jobsamtalen
Et råd: Lad være med at lyve.
Det er ét spørgsmål, der altid dukker op under en jobsamtale. Og de fleste hader at svare på det:
”Hvor meget tjener du i dit nuværende job?”.
Skal man være ærlig? Lyve? Eller tale uden om?
Hvis man svarer ærligt, så risikerer man at gå glip af en lønstigning og dermed den bedste chance for mere i posen.
Lyver man, er der en risiko for, at arbejdsgiveren undersøger det. Og løgn er en skidt start på et nyt ansættelsesforhold.
Endelig kan man forsøge at tale uden om og med en forklaring som ”ifølge min egen research, så blev jeg betalt hvad der svarer til gennemsnittet forhold til min stilling og det ansvar jeg havde.”
Ifølge rekrutteringseksperter, så er der én ting man skal holde sig fra: Lad være med at lyve, skriver CNBC.
»Jeg mener aldrig, at man skal lyve om sin løn. Nogle arbejdsgivere vil gå rigtigt langt for at finde ud af, om du taler sandt. Folk der lyver om deres lønniveau eller deres CV bliver næsten altid afsløret. Og det er et dårligt udgangspunkt for et nyt job,« siger Amanda Augustine, der er karriereekspert for coaching siden Topinterview.
Rådet er i stedet at være ærlig. Og det kan være en fordel, så man hurtigt kan få afgjort, om den lønramme man forventer, også er den, som den måske kommende arbejdsgiver er villig til at betale.
»Men det er også vigtigt, at man forsøger at få andre faktorer med i forbindelse med løndelen af samtalen. Man kan slå på sin kompetence, erfaring og personlighed,« siger Grant Torrens, der er direktør for det globale rekrutteringsselskab Hays til CNBC.
Han understreger, at det især er vigtigt at få de ”andre faktorer” med, hvis der er tale om et jobskifte til en helt anden form for forretning.
»I tilfælde af at man skifter til en helt anden industri, så hjælper det ikke at sammenligne æbler med pærer,« siger han.

