Fortsæt til indhold

Kæmpe efterspørgsel på ny iPhone udebliver: Apple skruer ned for produktionsblusset

Selv om anmelderne har rost den nyeste og billigste af de nye iPhone-modeller, ser salget ud til at skuffe. Apple skulle have bedt sine iPhone-montører om at droppe planerne om yderligere produktionslinjer.

Erhverv

En lunken efterspørgsel på den seneste model ser ud til at have ramt iPhoneskaberen Apple, som skruer ned for antallet af planlagte produktionslinjer. Det skriver Nikkei Asian Review ifølge Reuters.

Det drejer sig om den nye iPhone XR, der landede i butikkerne 26. oktober som den seneste af i alt tre nye smartphonemodeller fra Apple. I modsætning til iPhone Xs og XS Max er iPhone XR en billigere model, men den er blevet rost af anmelderne for at være en næsten lige så god telefon som de markant dyrere modeller.

De positive ord fra anmelderne har tilsyneladende ikke været nok, for Apple skulle ifølge Nikkei Asian Review have bedt sine to iPhone-montører, Foxconn og Pegatron, om at standse planerne om at få yderligere produktionslinjer op at køre.

Foxconn skulle ifølge en anonym kilde, som mediet har talt med, til at starte med have forberedt knap 60 produktionslinjer til iPhone XR-modellen, men for nylig var kun 45 produktionslinjer i brug.

Pegatron skulle befinde sig i en lignende situation og har sat planerne om at booste produktionen på pause.

Da Apple for fem år siden lancerede 5C, som også var en billigere iPhone-model, måtte Apple ifølge Reuters skære i produktionen kort tid efter lanceringen. Kunderne foretrak den lidt mere eksklusive model 5s.

Mens efterspørgslen på iPhone XR ikke går helt som ventet, skulle efterspørgslen på de ældre iPhone-modeller 8 og 8 Plus være stigende. En kilde siger ifølge Nikkei Asian Review, at Apple tidligere forventede at sælge 20 mio. af disse modeller dette kvartal, men nu er estimatet steget til 25 mio.

Apple har endnu ikke kommenteret historien over for hverken Nikkei Asian Review eller Reuters.

Artiklens emner
Apple