Erhverv
0

Skattestyrelsens advokat i udbyttesag rådgav Sanjay Shah

Skattestyrelsen har om bedt om redegørelse efter nye oplysninger om, at et af styrelsens advokatfirmaer har rådgivet den hovedmistænkte i sagen om svindel med udbytteskat for mindst 12,7 mia. kr.

Skattestyrelsens advokat rådgav ifølge Børsen den hovedmistænkte i den danske udbyttesag omkring aktielån, Sanjay Shah. Foto: Arkiv

Det britiske advokatkontor Pinsent Masons rådgav i 2011 et firma tilhørende den hovedmistænkte i den danske udbyttesag omkring aktielån. Det skriver Børsen, som har talt med en af de advokater, der har rådgivet Sanjay Shahs selskab Solo Capital.

Sagen indeholder en potentiel interesssekonflikt, fordi det er selv samme engelske advokatfirma, som på vegne af Skattestyrelsen fører sager mod såvel Sanjay Shah som hans Solo Capital i såvel Storbritannien, Dubai og Malaysia.

Børsen har talt med den partner hos Pincent Masons, der var med til at rådgive Solo Capital, og som i dag har fået nyt job i et andet advokatkontor i London.

»Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde har mødt nogen fra Solo Capital fysisk – jeg ydede rådgivningen telefonisk og på mail. Dengang kunne jeg dog ikke forstå, hvordan de kunne være i stand til at have så mange penge, som de gav indtryk af at have. Men der er mange klienter i London, som har mange penge,« siger den tidligere partner for Pincent Masons til Børsen.

Sanjay Shahs talsmand, Jack Irvine, bekræfter oplysningerne over for Finans, men han har onsdag formiddag ikke mulighed for at uddybe nærmere.

Steen Bechmann Jacobsen, fagdirektør for Særlig Kontrol i Skattestyrelsen, siger, at oplysningerne er nye, og at styrelsen har bedt Kammeradvokaten om at redegøre for forholdet hurtigst muligt.

Det var Kammeradvokaten, der stod for at hyre de advokater, der nu hjælper Skattestyrelsen med at føre retssager over hele verden i forsøget på at få nogle af de 12,7 mia. kr. tilbage, som hævdes at være trukket ud af den danske statskasse gennem svindel med udbytteskat.

Ifølge Steen Bechmann Jacobsen har Kammeradvokaten ifølge eget udsagn foretaget grundige konflikttjek. Det indebar bl.a., at de udenlandske advokatfirmaer skulle forholde sig til mulige habilitetsproblemer i forhold til en længere liste af relevante personer og selskaber i relation til udbyttekomplekset.

»Konflikttjekket gav ikke dengang anledning til habilitetsproblemer,« udtaler Steen Bechmann Jacobsen.

Kammeradvokaten har siden oplyst, at der i sommer er dukket materiale op, som Kammeradvokaten nu undersøger for at få »et nærmere billede af firmaets mulige relation til personer og selskaber i sagskomplekset, samt hvad relationen eventuelt har bestået i. De fundne dokumenter har ifølge Kammeradvokaten ikke umiddelbart nogen tilknytning til svindelkomplekset,« oplyser Steen Bechmann Jacobsen.

Nu har Skattestyrelsen som nævnt bedt Kammeradvokaten forholde sig til de nye oplysninger hurtigst muligt.

»Når vi har modtaget Kammeradvokatens redegørelse, vil vi naturligvis træffe de nødvendige foranstaltninger,« siger han.

Det er advokatbranchens eget organ, Advokatrådet, der i Danmark skal vurdere, om advokater eller advokatfirmaer overtræder regler for interessekonflikter.

Men i denne sag melder Advokatrådets formand, Peter Fogh, pas.

»Jeg vil ikke kommentere denne sag – primært fordi det vedrører de britiske regler for interessekonflikter, og de er anderledes end de danske,« siger Peter Fogh, som også er partner i advokatfirmaet Plesner.

Reglerne adskiller sig bl.a. ved, at man i Storbritannien godt må operere med kinesiske vægge internt i advokatfirmaerne og dermed gerne må varetage interesser for klienter, der står på hver sin side af en sag, hvis der er styr på informationsstrømmen intern i firmaet.

Det må man ikke i Danmark.

Om der er tale om problematisk interessekonflikt afhænger også af, hvor længe det er siden, at Pinsent Masons rådgav Sanjay Shah, og hvor detaljeret rådgivningen var.

Børsen er i lighed med Finans i besiddelse af en regning fra 29. marts 2012 på 118.000 kr. udskrevet fra Pinsent Masons til Solo Capital att. Jas Bains, der i lighed med Sanjay Shah er stævnet af Skattestyrelsen med Pinsent Masons som advokatfirma.

Men der er ikke den første regning fra Pinsent Masons til Solo Capital. Finans er således i besiddelse af en anden regning fra d. 31 januar 2012 på et beløb, der svarer til 72.000 kr.

Finans arbejder på at få en kommentar Pinsent Masons.

De nye oplysninger kommer frem blot få dage efter, at det danske advokatfirma Bech-Bruun bekræftede, at det har rådgivet flere aktører med relation til udbytteskattesagen. Det var der tilsyneladende bare ingen, der opdagede, inden firmaet blev tildelt opgaven at lave en advokatundersøgelse for Skatteministeriet af hele udbytteskandalen.

Den sag har ført flere flere afskedigelser i Bech-Bruun.

BRANCHENYT
Læs også